Kapitalforvalter vil rejse 20 mia. kr. til grønne projekter

Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har planer om at rejse tre milliarder dollar til en ny, grøn fond.
Den nye CIP-fond vil bl.a. fokusere på solenergi. | Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix
Den nye CIP-fond vil bl.a. fokusere på solenergi. | Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den danske kapitalforvalter Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har planer om at rejse 3 mia. dollar til en ny fond, der skal have fokus på projekter med vedvarende energi i vækst- og mellemindkomstlande.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Beløbet svarer til 20,5 mia. kr.

Fonden 14-year Growth Markets Fund II, som er blevet lanceret, vil sigte mod vind- og solkraft, men også nicheinvesteringer som batterilagring og Power to X.

Power to X (PtX) er en metode, der kan producere grønne brændstoffer ved blandt andet at bruge strøm fra vedvarende energikilder som solceller og vindmøller.

Data viser ifølge investeringsselskabet Pregin, at kun én anden fond med fokus på grøn energi i vækstøkonomier har rejst et højere beløb, end hvad CIP har i sinde.

Flere penge til udviklingslande som hjælp til at omstille til en fremtid med mindre CO2-udledning er et centralt punkt på dagsordenen ved FN’s klimatopmøde COP28, der finder sted i Dubai i disse uger.

Her har det været svært for de deltagende lande at blive enige om en aftale, hvor fossile brændstoffer udfases. 60 lande bakker dog op om en aftale om at tredoble brugen af vedvarende energi i dette årti.

Hovedparten af den globale CO2-udledning vil formentlig komme fra vækst- og mellemindkomstlande.

CIP er oprettet i 2012, driver 12 forskellige fonde og råder over 26 mia. euro. Det svarer til knap 200 mia. kr.

De seneste projekter tæller en havvindmøllepark i Bangladesh samt den første 100 pct. udenlandskejede plan om vindenergi i Filippinerne.

CIP’s nye fond rummer 20 projekter, de fleste af dem i Asien-Stillehavsområdet samt Latinamerika.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også