S-ordfører foreslår opsparingsmodel til fremtidens ældrepleje

I fremtiden kan det ifølge S-ordfører blive en løsning at spare op til ældrepleje på linje med pensionen.
Christian Rabjerg Madsen er politisk ordfører for Socialdemokratiet. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Christian Rabjerg Madsen er politisk ordfører for Socialdemokratiet. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, kommer i Jyllands-Posten mandag med sit eget bud på, hvordan fremtidens ældrepleje kan se ud.

”Jeg mener, vi skal diskutere, hvordan man kunne lave en trepartsaftale, som sikrer, at vi får sparet op – alle sammen – til nogle velfærdsrettigheder i vores alderdom, sådan at vi får løftet dem, der har mindst,” siger Christian Rabjerg Madsen til avisen.

Ordføreren sammenligner det med måden, hvorpå vi i dag kender pensionsopsparinger, der supplerer folkepensionen.

Forslaget skal modvirke det, ordføreren betegner som A- og B-hold, hvor nogle ældre har råd til selv at betale for bedre hjælp end andre.

Christian Rabjerg Madsen siger til Jyllands-Posten, at det er ”svært at sige noget meget specifikt om nu”, hvad det er for nogle services, der skal indgå i opsparringsmodellen, men at rig og fattig skal være sammen om løsningen.

Han anerkender, at danskere dermed kommer til at skulle betale for ældrepleje to gange. Både over skatten, som vi kender det i dag, og potentielt via en opsparingsløsning.

Ifølge ordføreren kan løsningen dog give et ”betydeligt” løft af den ældrepleje, man kender i dag, skriver avisen.

Christian Rabjerg Madsen melder sig med sit bud ind i debatten om fremtidens ældrepleje.

Partifælle og justitsminister Peter Hummelgaard har tidligere udtalt til Avisen Danmark, at han ikke mener, at løsningen skal findes med private alternativer.

Partiet Moderaterne foreslog tidligere på måneden, at Danmark i fremtiden skal hente arbejdskraft fra lande som Indien og Filippinerne for at kunne modvirke mangel på arbejdskraft i velfærdsfagene.

Samme parti har åbnet for, at danskere selv skal spare op til at kunne betale for hjemmehjælp og ekstra ydelser i ældreplejen.

Venstre har foreslået at lave en stor aftale, som skal sikre, at alle har råd til at forsikre sig til ekstra ældrepleje.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også