Pensam og Aarhus-entreprenør går sammen om milliardprojekt

På det gamle amtssygehus i Aarhus skal pensionsselskabet Pensam og entreprenøren Raundahl & Moesby opføre 27.300 kvm bolig.
Visualisering af, hvordan de kommende boliger vil se ud. | Foto: PR / Link Arkitektur
Visualisering af, hvordan de kommende boliger vil se ud. | Foto: PR / Link Arkitektur

Anden etape af det store byudviklingsområde ved Amtssygehuset i Aarhus skal Pensam og lokale Raundahl & Moesby stå for. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse torsdag. 

Det 27.300 kvm store byggeri på Tage Hansens Gade kommer til at bestå af 50 pct. renovering og 50 pct. nybyggeri og vil som minimum certificeres med DGNB Guld, fremgår det. 

Raundahl & Moesby kender området særdeles godt, da totalentreprenøren sammen med tyske Patrizia har udviklet første etape

”Vi er glade for den anerkendelse, der ligger i, at vi nu også får muligheden for at udføre udviklingen af etape to af Amtssygehuset. (...) De fleste aarhusianere kender og har et særligt forhold til området omkring Tage Hansens Gade, og der hersker bestemt også en vis respekt omkring de gamle og ikoniske bygninger ved Aarhus Amtssygehus,” forklarer Rob Hodgkins, salgsdirektør hos Raundahl & Moesby. Over for EjendomsWatch bekræfter han, at byggeriet er et milliardprojekt. 

Lokalplanen vil efter planen være klar i 2024.

Byggeriet, som Pensam i meddelelsen kalder ”et af de mest spændende boligudviklingsprojekter i Aarhus,” kommer til at bestå af 430 boliger og 5000 kvm til parkering. 

”Vi er gået meget målrettet efter at komme med i udviklingsprojektet ved Amtssygehuset af flere årsager. Området skiller sig rigtig positivt ud fra mange andre udviklingsprojekter ved, at man allerede fra start får noget historie og DNA i form af de eksisterende bygninger,” lyder det fra Johnna Thygesen, senior asset manager hos Pensam. Hun uddyber, at projektet er ”en rigtig god investeringscase” uden at konkretisere yderligere. 

Foruden pensionsselskabet og Raundahl & Moesby skal også Link Arkitektur og det rådgivende ingeniørfirma Ingeniør’ne stå for byudviklingsprojektet. 

Af meddelelsen fremgår, at det overordnede fokus for projektet bliver bæredygtighed, byliv og fællesskab. Og målet er, at den nye bydel vil kunne rumme ”mange forskellige beboertyper.”

Den nærmere tidsplan for opførelsen af bydelen oplyser parterne ikke. 

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EjendomsWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også