F&P-direktør har en bøn til politikerne: Fortæl hvor velfærdssystemet stopper

Når adm. direktør i brancheorganisationen Forsikring & Pension, Kent Damsgaard, skal fortælle, hvilken mission hans sektor har i fremtiden dukker ordene "en del af løsningen" op igen og igen. For at kunne opfylde det mål, er klare vilkår for fremtidens velfærdssamfund helt nødvendige.
Foto: Stine Bidstrup/ERH
Foto: Stine Bidstrup/ERH

Hvor stopper den offentlige velfærd? Og hvordan ønsker politikerne konkret at den grønne omstilling skal foregå? Det er bare et par af de spørgsmål, som adm. direktør i brancheorganisationen Forsikring & Pension, Kent Damsgaard, drømmer om at få et klart svar på.

For branchen, han repræsenterer, er klar til at være "en del af løsningen" på fremtidens udfordringer indenfor grøn omstilling, klima og en støt stigende portion danskere med en gulnet fødselsattest. Men rammerne skal være til stede.

"Man kan jo ikke investere ind i en hensigtserklæring. Politikerne må også levere," siger Kent Damsgaard.

Torsdag er han for første gang vært ved Forsikring & Pensions årsmøde. Arrangementet har overskriften "Fællesskab for fremtiden", og netop grøn omstilling og fremtidens velfærd er til debat. Hans håb er, at årsmødet kan være et skridt på vejen til at få skabt klarhed over, hvor det reelt vil give mening for forsikring- og pensionsbranchen at allokere midler eller udvikle produkter i retning af.

Konkret på det grønne område ønsker han sig en mere klar stillingtagen til, hvilke grønne teknologier, der skal satses på.

"Lige nu har vi en debat om Power-to-X (en teknologi, der vil omdanne elektricitet fra vedvarende energi til brint, red). Der er vi klar, men politikerne må også levere," siger branchedirektøren.

Ønsker gang i velfærdsdiskussion

På velfærdsområdet ønsker han klare linjer for, hvilke opgaver det offentlige forventer at tage sig af.

"Vi er branchen i gang med at udvikle produkter til der, hvor det offentlige stopper. Her kunne vi godt ønske os en diskussion om, hvad kernevelfærd egentlig er," siger Kent Damsgaard.

Over de næste 25 år er forventningen, at antallet af danskere med en alder over 80 år fordobles fra de nuværende 300.000 til 600.000. Alt andet lige vil den udvikling betyde højere offentlige udgifter på ældreområdet, hvis velfærdsniveauet skal holdes.

"Vi vil gerne levere tryghed, hvor der kan være et behov. Men når ingen tør sige, hvor den offentlige velfærd stopper, så er det svært. Vi bliver nødt til at få en debat om, hvad man som borger kan forvente er dækket gennem skatten. Politikerne må turde læne sig lidt frem og klart sige, hvad der egentlig er velfærd, og hvad der ikke er," lyder det fra Kent Damsgaard.

Han peger på, at når det allerede i dag kan være svært for ældreomsorgen at honorere et krav om et ugentlig bad, så bliver det formentlig ikke lettere fremadrettet. Samtidig kan det være svært at se, at andre opgaver - såsom hjælp til at komme til gymnastik eller til at navigere rundt i sygehusvæsenet - kommer til at være en del af velfærdssystemet.

Fællesskabet har dybe rødder

At det netop er fællesskab, der er valgt som årsmødets tema, er ingen tilfældighed. For som Kent Damsgaard ser det, så var de allerførste forsikringsprodukter udkommet af, at fællesskaber gik sammen for at hjælpe og dække hinanden af, hvis uheldet var ude. Tanker, der opstod helt tilbage i starten af 1700-tallet, altså længe før ordet velfærdssamfund blev opfundet.

"Vores branche bygger på fællesskaber. Det er den fortælling, vi gerne vil ud med," siger Kent Damsgaard, der ofte bruger ordene "Vi er en del af løsningen," til at beskrive, hvor han gerne vil have at sektoren placerer sig i samfundsdebatten.

"Vores branche bliver ofte set som en del af den finansielle sektor, hvor det er vigtigt at sikre en god forbrugerbeskyttelse. Og det skal der også være, men jeg vil gerne derhen, hvor vi bliver set som nogen, der både giver en god forbrugerbeskyttelse og løfter nogle af samfundets udfordringer," siger Kent Damsgaard.

Han oplever kun, at det bliver taget godt imod, når den danske pensionssektor melder sig på banen forhold til investeringer i den grønne omstilling.

"Der, hvor jeg oplever en mere kritisk nysgerrighed, er i forhold til, når vi taler om at udvikle individuelle produkter. Her kan der godt melde sig en frygt for, at vi på den måde får skabt et A- og et B-hold. Men gør vi ingenting, så bliver der med sikkerhed et A- og et B-hold, hvor dem med de store friværdier nok skal få råd til at købe sig til hjælp. Vi vil gerne have den almindelige 3F'er eller HK'er med."

Kritikken og den høje forbrugerbeskyttelse ser han som et tegn på sektorens store ansvar.

"Hvis vi var en branche, der leverede bagerbrød, og nogle leverede et tørt produkt, jamen så ville nogle kunder nok klage, men de fleste ville bare finde et andet sted at handle. Men er vores produkter for dårlige, så opdager man det først, når huset er brændt. Så er det for sent. Derfor har vi en kæmpe opgave og der stilles nogle hårde krav til os. Det tager vi imod med rank ryg," siger Kent Damsgaard.

Han har stillet spørgsmål som en anden Klods-Hans, men er nu klar til at få F&P ind i begivenhedernes centrum 

Forsikring & Pension er klar med 13 forslag til at sætte skub i den grønne omstilling  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også