FinansWatch

Medie: År på arbejdsmarkedet bestemmer ret til tidlig pension

Retten til tidlig pension var Socialdemokratiets mest omtalte valgløfte. Plan fremlægges efter sommerferien.

Foto: Olivia Loftlund

Hvis en person har arbejdet i mere end 40 år, kan vedkommende trække sig fra arbejdsmarkedet tre år før pensionsalderen.

Det er en af hovedelementerne i regeringens forslag til retten til tidlig pension for nedslidte.

Det skriver Mandag Morgen på baggrund af samtaler med centrale kilder.

Retten til tidlig pension var Socialdemokratiets mest omtalte løfte fra valgkampen sidste år. Coronakrisen har udskudt arbejdet med forslaget. Men det planlægges vedtaget i år.

Det afgørende er ifølge Mandag Morgens oplysninger antallet af år, en person har været på arbejdsmarkedet. Altså ikke om man eksempelvis har arbejdet i særligt belastende brancher.

Regeringen vil undgå forskelsbehandling mellem mænd og kvinder. Derfor lægges der op til, at barselsorlov sidestilles med arbejde.

Regeringen holder fast i, at folkepensionsalderen hæves med endnu et år. Det betyder, at man først kan gå på pension som 69-årig fra og med 2035.

Deltidsarbejde skal tælle som fuldtid, når ancienniteten på arbejdsmarkedet gøres op.

Formændene for en række fagforbund ser positivt på elementerne.

Fødevareforbundet NNF mener, at det er en løsning, der kan bruges.

"Mange er ufaglærte, som er startet på arbejdsmarkedet lige efter folkeskolen, så de har brug for sådan en ordning," siger forbundsformand i NNF Ole Wehlast til Mandag Morgen.

Per Christensen, formand for 3F, tilføjer:

"Det giver god mening at tælle, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet, men vi skal også vide, hvad der ellers tæller med."

"Hvad nu, når mine medlemmer bliver sendt hjem på grund af vejrlig eller er arbejdsløse i kortere perioder, når de er på vej fra et job til et andet? Det må også tælles med," siger han.

Dansk Folkeparti får en vigtig rolle i forhandlinger, hvor regeringen skal sikre sig et flertal. Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) mener, at regeringen må blive mere konkret.

"Et eller andet sted må regeringen slå en streg og sige, at de vil hjælpe bestemte grupper."

"Det er for eksempel ikke embedsmændene inde i ministeriet, der skal have glæde af ordningen, men dem ude på det almindelige arbejdsmarked, i byggeriet, i industrien og i sundhedssektoren," siger Bøgsted til mediet.

Tidligere på måneden udtalte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at forslaget var lige på trapperne.

Regeringen holder fast i bankskat til at finansiere tidlig pension

Pensam-direktør glæder sig over fuldtidsmelding fra KL

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere