Fagforening bad konkurrencestyrelse granske forsikringsmæglerne

Fagforeningen HK Privat er træt af at se medlemmernes opsparede pensionsmidler gå til rådgivning lavet af forsikringsmæglere. Derfor bad fagforeningen i sin tid Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kigge nærmere på området.
Simon Tøgern, Formand for HK Privat | Foto: PR
Simon Tøgern, Formand for HK Privat | Foto: PR

For bøvlet, for dyrt og et for ringe udbytte af ordningen. Det er, hvad fagforeningen HK Privat mener, deres medlemmer får ud af at have en forsikringsmægler tilknyttet som løbende rådgiver på deres pensionsordning.

"Det er ingen hemmelighed, at vi har opfordret Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at kigge på området. Det har vi gjort på baggrund af mange henvendelser fra medlemmerne, hvis voksende opsparinger har oplevet en massiv tilstrømning af nogle, som gerne vil tjene penge på dem," siger formand Simon Tøgern fra HK Privat.

I løbet af efteråret forventes Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at offentliggøre en rapport, der behandler konkurrencen på forsikring- og pensionsmarkedet. En del af rapporten behandler forsikringmæglernes rolle.

Ifølge erhvervsmediet Insidebusiness, der har haft adgang til et lækket eksemplar af rapporten, handler et af punkterne i rapporten om mæglerens rolle som både facilitator af et udbud og som løbende rådgiver af de opsparere, der ender som kunder hos det vindende pensionsselskab. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foreslår angiveligt, at denne praksis splittes op ved lov.

Den opsplitning er HK Privat fortaler for.

"Vi er helt med på, at mæglerne gerne må være der, men vi går ind for et forbud mod, at de laver begge dele. Men man kan ikke være uvildig, hvis man udfører begge opgaver i samme udbud. Derfor synes vi, at konklusionen om opsplitning er helt på sin plads," siger Simon Tøgern.

Unødvendig rådgivning

Helt grundlæggende mener HK ikke, at rådgivning skulle være nødvendig, når et pensionsselskab først er valgt. Og da slet ikke til den pris, de enkelte opsparere ender med at betale.

I en tidligere artikel om emnet, vurderer partner i Penfor Kim Sejer, at en almindelig kunde sagtens kan betale 2500 kr. årligt for den løbende rådgivning. En pris, HK Privat vurderer til at være ganske udbredt. 

"Det er meget almindeligt, at der bliver givet en procentsats af den løbende indbetaling og noget af depotet. Det betyder, at jo større depotet bliver, desto mere får mæglerne – og det uafhængigt af afkast, eller hvilket arbejde mægleren præsterer," siger Simon Tøgern.

Han peger på, at havde pengene i stedet fået lov til at stå på depotet, ville de have trukket renter og renters renter og være blevet til en større pensionsopsparing til glæde for både opspareren og den danske stat.

"Jeg synes ikke, det er urimeligt at folk får lov til at beholde det, der er deres. Også skal man jo huske på, at pension også rummer en udskudt skat. Så bliver opsparingerne mindre, bliver der også mindre i offentligt provenu."

Øje på kunden

Et andet helt essentielt problem er, at mægleren er hyret af den virksomhed, der har sine ansattes pensionsordninger i udbud. Dermed er loyaliteten knyttet til cvr-kunden snarere end til cpr-kunden, som HK Privat formanden udtrykker det.

"Arbejdsgiverne kan vælge at skifte til en kommerciel ordning og lade den være mæglerbetjent. Men vores medlemmer kan ikke sige nej, selvom det er dem, som betaler – uanset prisen."

Argumenter om at HK-medlemmerne uden en rådgivende pensionsmægler vil komme til at savne råd og dåd undervejs i sit opsparingsforløb køber han ikke helt.

"De medlemsejede pensionsselskaber som ikke kan mæglerbetjenes demonstrerer hver dag, at man kan præstere nogle af de bedste opsparinger og dækninger uden brug af mæglere eller andre fixere. Vi kan ikke i HK rådgive om selve pensionen. Men mister man eksempelvis evnen til at arbejde og skal have styr på, hvad ens forsikring mod tab af erhvervsevne siger, og assistance til, hvor man skal gå hen, så vil vi hjælpe."  

Lækket konkurrencerapport splitter forsikringsmæglerbranchen

Forbrugerrådet: Omkostninger på pensionsrådgivning skal være til at forstå 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også