Pensionskasse investerer i svensk vindpark sammen med Vestas

Den danske vindmølleproducent Vestas er gået sammen med dansk pensionskasse og det svenske energiselskab Vattenfall om et 363 MW stort vindprojekt i Sverige.
Foto: Frank Boutrup Schmidt/Vestas
Foto: Frank Boutrup Schmidt/Vestas
AF VIKTOR BRANDT KÆRGAARD, ENERGIWATCH

Et partnerskab mellem PKA, Vestas og Vattenfall skal kaste en vindmøllepark på 353 MW af sig. Den samlede investering i projekt bliver på omkring 350 mio. euro.

Af en pressemeddelelse fremgår det, at Vestas vil komme til at eje 40 pct. af parken, mens de øvrige parter hver vil tage en andel på 30 pct. Til projekt skal Vestas levere 84 vindmøller af typen V136-4.2 MW.

Der er allerede indgået en aftale med Norsk Hydro, der vil aftage størstedelen af den producerede strøm på en langsigtet fastprisaftale, når møllerne står klar i 2021.

"Prisen på vedvarende energi er faldende, hvilket gør markedet mere konkurrerende, og det skaber nye muligheder. I dette dynamiske marked er vi nødt til at fastholde vores fordele med dyb ekspertise på tværs af hele værdikæden ved at udvikle nye løsninger med vores kunder, der kan producere energi til den laveste pris. Med vores partnere i dette projekt tror jeg på, at vi har vist vores evne til at skræddersy de rigtige løsninger, og dermed også udvikle vores forretning, som i henhold til vores strategi," udtaler Anders Runevad, der er adm. direktør i Vestas.

For Vestas rummer projektet udover leveringen af 84 vindmøller og en ejerandel på 40 pct. også en 25-årig serviceaftale, AOM 5000.

Projektet er blevet udviklet af Vattenfall, og den adm. direktør, Magnus Hall, glæder sig over, at selskabet kan fortsætte sin udvidelse af vindmølleparker i Sverige.

"Blakilden/Fäbodberget er et vigtigt skridt for vores strategi om at blive fossilfri inden for en generation. Det er også vigtigt for Vattenfall at demonstrere, at vi foretager store investeringer i vedvarende energi i Sverige," udtaler direktøren.

PKA har mod på mere

Vindprojektet bliver opført i Sverige, og dens 353MW vil genere grøn strøm til 220.000 husstande, og det er fordelt på to parker. Her vil 50 møller blive opstillet i Blakliden-parken, mens de resterende 34 møller vil blive opsat i Fäbodberget-parken.

"Med denne investering har vi skabt en model for udrulning af landvind i Norden, som kan kopieres til lignende investeringer, som vi har set det med vores investeringer i havvindmøller. Med erfarne og solide partnere - Vattenfall, Vestas og Norsk Hydro - er der nu lavet en struktur blandt store nordiske spillere inden for energi, der muliggør at opføre en stor landvindmøllepark, der er rentabel for alle parter – uden at subsidier spiller nogen væsentlig rolle. Det er ret unikt," udtaler Peter Damgaard Jensen, der er adm. direktør i PKA.

Det er langt fra første gang, at PKA kaster sig over vindmøller. Men det er første gang, at det er vindmøller på land. Pensionsselskabet har i forvejen foretaget investeringer i fem havvindmølleparker, men ifølge den adm. direktør har pensionskassen måske endda mod på mere landvind i fremtiden.

"Vi vil fortsat have fokus på denne type af investeringer, fordi de kombinerer gode afkast til vores medlemmer med, at de gør en positiv forskel for klimaet. For os er det både en god forretning og sund fornuft," siger Peter Damgaard Jensen.

Denne artikel er leveret af vores søstersite EnergiWatch.

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også