PFA udnævnt til spydspids i sag mod Facebook

Sammen med den amerikanske delstat Ohio er landets største kommercielle pensionsselskab, PFA, blevet udpeget til at føre en retssag mod tech-giganten Meta, der ejer det sociale medie Facebook.
Foto: PR / PFA
Foto: PR / PFA

Landets største kommercielle pensionsselskab PFA er blevet udpeget til at føre en retssag mod tech-giganten Meta, der ejer Facebook. Det fremgår af en meddelelse fra PFA.

Tvisten handler om, hvorvidt Facebook/Meta vildledte investorer i perioden 29. april til 21. oktober 2021 som følge af en algoritmeændring, der havde til formål at øge brugerengagementet, men som førte til at misinformation og skadeligt indhold af forskellig slags indhold blev uforholdsmæssigt udbredt.

”Derudover har selskabet, på trods af offentlige forsikringer om, at det anvender adfærdsstandarder ligeligt for alle brugere, bygget et system, der fritog millioner af højtprofilerede brugere. Det fremgår af en intern undersøgelse hos Facebook fra 2019. Oplysningerne om selskabets manglende vilje til at beskytte sine brugere blev offentligt kendt via undersøgelser foretaget af journalister på The Wall Street Journal og en whistleblower fra virksomheden,” skriver PFA om sagen.

Begge forhold førte til betydelige kursfald, hvilket ses som til skade for selskabets investorer.

”Hos PFA har vi et ansvar for at investere vores kunders pensionsopsparing ansvarligt. Som investorer skal vi kunne stole på, at de børsnoterede selskaber, som vi investerer vores kunders penge i, giver rettidig, fuldstændig og præcis information til os og resten af markedet,” udtaler Rasmus Bessing, der er driftsdirektør i PFA i en meddelelse.

PFA peger også på at selskabet har en ”bæredygtig udviklingsinteresse” i at føre sagen, så Facebook/Meta fremover agerer på en måde, der ”sikrer et sundt liv for alle og fremmer trivsel for alle aldersgrupper.”

”Derudover mener vi, at Facebook/Meta Inc., som en af verdens største indholdsudbydere og sociale medier, har et ansvar for at overholde sine offentligt erklærede forpligtelser om at anvende sine adfærdsstandarder på lige fod for alle brugere og tage passende skridt for at forhindre spredning af misinformation eller skadeligt indhold,” lyder det fra Rasmus Bessing.

PFAs rolle i sagen bliver som repræsentant for en gruppe investorer i et gruppesøgsmål. Udover PFA er den amerikanske delstat Ohio også udpeget til at repræsentere interesserne for gruppen.

Pensionsselskabet har selv søgt om at blive repræsentant for gruppen og har arbejdet på sagen i et års tid, oplyser PFA.

Vinder PFA og Ohio sagen kan det potentiel føre til erstatning til alle investorer i Facebook.

Det er Retten i Californien (The Federal District Court in the Northern District of California), der fører tilsyn med investorsagen mod Facebook/Meta der har valgt PFA Pension og Staten Ohio til at føre sagen med det formål at få erstatning for de tab, som de berørte investorer har lidt.

PFA kan hverken oplyse om, hvor stort et beløb Meta bliver sagsøgt for, eller har et skøn i forhold til, hvornår sagen vil nå en afslutning.

PFA’s investeringsdirektør: Vi har kapacitet til at investere mere i private equity

PFA risikerer skrap regulering af milliardstort klimaprodukt

Facebook fjerner misvisende opslag fra russiske ambassader

Danske storbanker holder fast i Facebook trods sag om lækage af brugerdata

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også