PFA's nye klimaprodukt er klar til at flyve men under konstant videreudvikling

Pensionsopsparere i PFA vil fra juni i år kunne bidrage aktivt til reduktion af CO2-udledningen ved at investere deres opsparing i det nye markedsrenteprodukt Klima Plus. Efter lanceringen vil PFA især gå efter investeringer, der reducerer CO2-udledningen, fordi datagennemsigtigheden er stor på det område, fortæller chefen for PFA Asset Management Christian Lindstrøm Lage.
Foto: PR / PFA Asset Management
Foto: PR / PFA Asset Management
AF LYKKE OGSTRUP LUNDE

Kampen mod klimaforandringer kan føres på mange måder. En af de mest effektive er at få store pengesummer til at flytte sig i en mere klimavenlig retning.

Til sommer vil pensionsselskabet PFA kunne tilbyde kunderne muligheden for at påvirke miljøet positivt ved at investere deres pensionsopsparing i selskaber, der aktivt søger at reducere deres negative klimapåvirkning ved at reducere CO2-udledningen, eller i selskaber, hvis produkter ikke skader planeten eller ligefrem modvirker klimaforandringer.

Produktet hedder PFA Klima Plus og er en tilføjelse til det eksisterende markedsrenteprodukt PFA Plus.

"Mange pensionsprodukter på det klimaorienterede område har indtil nu haft nogle begrænsninger. De har enten ikke haft et balanceret mandat eller ikke justeret på risikoen hen ad vejen. Vi ønskede at tilbyde et produkt, der lever op til de kriterier, vi allerede arbejder med i vores generelle produktudbud," siger Christian Lindstrøm Lage, der er adm. direktør i PFA Asset Management, til AMWatch.

Tre kategorier

PFA vil give tre forskellige investeringsmuligheder: Løsningsleverandører, forandringsleverandører og CO2-foregangsselskaber.

1. Løsningsleverandører. Det vil sige selskaber, der leverer klimaløsninger som f.eks. vedvarende energiselskaber.

2. Forandringsleverandører. Det vil sige selskaber, der er nået langt med at omdanne deres forretning fra ikke-bæredygtig til bæredygtig.

3. CO2-foregangsselskaber. Det vil sige selskaber, der er kommet meget langt med at reducere deres egen CO2-udledning.

Efter lanceringen vil Klima Plus især gå efter investeringer, der påvirker CO2-udledningen, fordi på det punkt er der stor datagennemsigtighed, forklarer Christian Lindstrøm Lage.

"Andre aktivklasser er mindre gennemskuelige, men stadig interessante i forhold til udledning. Planen er, at over tid vil vi også adressere andre miljøproblemer som rent vand og biodiversitet. Men data er stadig meget mangelfulde på de områder, siger han og bruger talemåden, at man vil asfaltere vejen, mens man kører på den.

Med andre ord så er Klima Plus klar til at flyve, men vil også fremover være under konstant videreudvikling.

Større udsving på porteføljen

"Vi vil love kunderne, at fra første dag, de vælger at investere, vil de bidrage til reduktion af CO2-udledning. Vi kan love dem det, fordi data om CO2-udslip – især når det gælder aktier – har en høj kvalitet," siger Christian Lindstrøm Lage.

Men det indsnævrer det mulige investeringsunivers, at det er svært at finde selskaber, som kan siges at have reduceret udledningen via deres produkter eller har gennemgået en stor transformation. Hvad gør det ved risikoprofilen for Klima Plus?

"Den aktuelle risikoprofil er baseret på omhyggelig udvælgelse af selskaber fra indekset MSCI World. I Klima Plus tilføjer vi flere kriterier ved udvælgelsen af selskaber og reducerer dermed investeringsuniverset. Porteføljen er kalibreret på risikosiden, så vi kan tale det samme 'risikosprog' med vores kunder. Men selvfølgelig er porteføljen en smule mere koncentreret, så man må forvente at over tid vil porteføljen have større udsving end en klassisk portefølje. Men på den lange bane er risikoen den samme," forklarer Christian Lindstrøm Lage.

Bortset fra venturekapitalinvesteringer vil forvaltningen af Klima Plus blive foretaget af PFA selv. Og for kunden vil det ikke indebære ekstra omkostninger at vælge Klima Plus.

Artiklen er leveret af FinansWatchs søstersite AMWatch i en forkortet version.

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også