CBS-profiler forudser vanskeligheder for ATP med at leve op til lovens intention

Hensigten med at købekraftsikre den del af danskernes pension, der forvaltes af pensionspengetanken ATP hænger, i en tynd tråd, mener professor og lektor ved CBS.
ATP holder til i Hillerød. | Foto: Atp
ATP holder til i Hillerød. | Foto: Atp

Pensionspengetanken ATP får mere end svært ved at leve op til intentionerne i ATP-loven om, at udbetalingerne skal kunne følge med prisudviklingen. Det påpeger Henrik Ramlau-Hansen, lektor ved CBS og tidligere direktør i Danica, og professor i finansiering ved CBS, Jesper Rangvid i et debatindlæg i Børsen

”Det må således nu kunne slås fast, som vi har fremhævet adskillige gange tidligere, at der er stor sandsynlighed for, at ATP ikke kan pristalsregulere pensionerne. Vi har tidligere skønnet, at ATP måske kan regulere pensionerne med ca. halvdelen af inflationen. Dette strider mod intentionen i ATP-loven, der sigter til, at ATP skal tilstræbe at realsikre pensionerne,” skriver de to CBS-profiler i indlægget, der skal ses som en replik til et debatindlæg, som ATP’s risikochef Jacob Lester tidligere har skrevet. 

I det indlæg peger risikochefen på, at det ikke er blevet sværere for ATP at købekraftsikre pensionerne, end det hele tiden har været. 

”ATP garanterer en forrentning, og derfor kan vi ikke også garantere, at vi lykkes med at købekraftsikre pensionerne. Flere forhold spiller ind: vores afkast, markedsforhold og inflationens størrelse. Det er ikke nyt. Som vi skriver på vores hjemmeside, kan ATP kun med en vis sandsynlighed (40 pct.) over en periode på ti år opnå at følge prisudviklingen helt til dørs i de udbetalte pensioner,” lød det i indlægget fra Jacob Lester. 

Jesper Rangvid og Henrik Ramlau-Hansen afslutter deres indlæg i Børsen med en bemærkning om, at det ikke giver mening at have en lovgivning om, at ”ATP skal inflationsregulere pensionerne, når ATP selv medgiver, at sandsynligheden for, at det kan lade sig gøre, er mindre end 50 pct.”

ATP forvaltede ved udgangen af første kvartal 2024 en formue på 710 mia. kr. på vegne af 5,6 mio. danskere. I 2023 beløb den gennemsnitlige udbetaling fra ATP sig til 16.600 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også