Moderaterne er fodslæbende i opbakning til regeringskollegaers ønske om nye krav til ATP

Skal politikerne få ATP til at investere i iværksætteri ved at ændre loven, kan Moderaterne have de afgørende mandater. Men nu sår partiet tvivl om en af regeringsgrundlagets målsætninger.
ATP har godt 5 mio. medlemmer og en formue på knap 700 mia. kr. | Foto: Thomas Borberg
ATP har godt 5 mio. medlemmer og en formue på knap 700 mia. kr. | Foto: Thomas Borberg

Skal ATP have en særlig, lovbestemt forpligtelse til at investere mere i iværksætteri, eller skal fokus udelukkende være på at opnå det bedst mulige afkast?

Det vækker tvivl hos Moderaterne, efter erhvervsminister Morten Bødskov (S) tidligere på måneden fortalte Berlingske, at han ville have ATP til at investere mere i iværksætteri.

Regeringspartiet vil ikke melde klart ind, om partiet vil ændre loven for at sikre, at ATP investerer mere i iværksætteri, til trods for at SVM-regeringen i sit regeringsgrundlag skriver, at den vil ”tage initiativ til, at ATP i endnu højere grad kan investere i dansk iværksætteri, start-up-virksomheder mv.”. 

”Vi er altid interesserede i at sørge for de bedst mulige vilkår for iværksætterne - derfor er vi selvfølgelig villige til at drøfte ideer med ministeren. På den anden side er vi meget optagede af, at danskernes pensionsmidler investeres, så der opnås bedst muligt afkast. Det vil derfor også være et opmærksomhedspunkt for os,” skriver Moderaternes erhvervsordfører, Charlotte Bagge, i et skriftligt svar.

Hvordan hænger det sammen med målsætningen i regeringsgrundlaget, hvis I er optagede af, at danske pensionsmidler investeres, så der opnås bedst muligt afkast?

”Hos Moderaterne ser vi ikke nødvendigvis en modsætning i at tage et samfundsansvar og sørge for et ordentligt afkast af pensionsmidler. Det er ATP allerede i dag dygtige til i deres investeringer. Derfor glæder vi os til en dialog med ATP om, hvordan vi også gør det bedst i fremtiden - fx inden for iværksætteri,” skriver hun videre.

ATP er som andre pensionsselskaber sat i verden for at sikre så mange midler som muligt til medlemmerne i pensionstilværelsen. Men ATP’s særlige status som en tvungen opsparingsform, der er fastsat ved lov, betyder, at politikernes interesse for og muligheder for at påvirke ATP’s gøren og laden er langt større end andre pensionsselskaber. Det er den aktuelle debat om en eventuel forpligtelse til at investere i iværksætteri et eksempel på.

Venstre vil ændre ATP-loven

Moderaternes regeringspartner Venstre er gået i front for at få ændret ATP-loven. Partiet lancerede tidligere på måneden en ny iværksætterstrategi, hvor det konkret fremgår, at partiet vil have ændret ATP’s formålsparagraf, ”så der kommer en forpligtigelse til at fokusere på, at en større del af danskernes opsparing geninvesteres i danske virksomheder og arbejdspladser,” skriver partiet i sit udspil.

Hans Andersen, partiets erhvervsordfører, ser desuden positivt på erhvervsminister Morten Bødskovs udtalelse om at ville gå i dialog med ATP om at få mere iværksætteri for danskernes pensionspenge.

”Det var Venstre, der oprindeligt blandt andet foreslog, at ATP i højere grad skal investere i fremtidens virksomheder. Det holder vi fast i, og jeg mener, at det er fornuftigt, at ministeren vil tage en drøftelse med ATP om, hvordan de kan være med til at forbedre iværksættermiljøet,” siger Hans Andersen i et skriftligt svar til FinansWatch.

Adm. direktør i ATP, Martin Præstegaard, mener ikke, at politikerne skal blande sig i, hvordan ATP investerer medlemmernes pensionsformue på knap 700 mia. kr.

“Som investor og pensionskasse har vi alene en forpligtigelse til at sikre vores medlemmer – pensionisterne – de bedst mulige pensioner – og altså ingen forpligtigelse til også at investere i Danmark. Jeg ved godt, at den historie og den fornemmelse er derude et sted, men den sammenhæng findes ikke, og det er ganske fornuftigt,” fortalte Martin Præstegaard til Børsen i februar.

Tidligere på måneden udtalte ATP’s investeringsdirektør, Mikkel Svenstrup, sig til Berlingske, at ATP gerne vil bidrage aktivt til ”alle led af Danmarks finansielle fødekæde”.

”Også på de tidlige stadier, hvor ATP i dag er med til at skabe grobund for nye danske virksomheder og arbejdspladser for eksempel med investeringer i blandt andet Preseed Ventures og andre initiativer,” sagde han til avisen.

Til FinansWatch oplyser ATP, at man ikke har mere at tilføje for nærværende, men at ATP og Erhvervsministeriet er i yderligere dialog.

Risikable investeringer

Tal fra Danmarks Statistik viste i 2021, at kun hver anden nystartede virksomhed overlever. Derfor er investeringer i iværksætteri alt andet lige fyldt med en større risiko end investeringer i etablerede virksomheder.

Det anerkender Venstres Hans Andersen, men han mener ikke, at det ændrer på behovet for at sætte nogle rammer, der gør, at ATP kan investere mere i iværksætteri.

”Når man sidder på så stor en pengekasse betalt af danskerne, så skal det komme dem til gavn med gode afkast, men der skal også være hensyn til samfundet som helhed. ATP skriver selv på sin hjemmeside, at de arbejder for Danmark,” siger Hans Andersen.

På hjemmesiden skriver ATP, at pensionskassen ”er sat i verden for at sikre grundlæggende økonomisk tryghed i Danmark”, men den skriver ikke, at den vil foretage investeringer, der tjener danske interesser.

Men ATP er selv bedst i stand til at vurdere, hvad den skal investere i, mener Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Sólbjørg Jakobsen.

”Umiddelbart lyder det, som om man vil gøre pensionspolitik til iværksætterpolitik. Ved investeringer skal vi kunne beregne risiko og afkast. Det skal fagfolk gøre, det er ikke et politikerjob. Vi byder bedre investeringsmuligheder i iværksætteri velkommen, men det skal ikke ske ved at diktere, hvor ATP skal investere sine penge,” siger hun.

I SF mener erhvervsordfører Lisbeth Bech-Nielsen, at ATP skal holde sig uden for de risikable investeringer, som iværksætteri kan være.

”Jeg synes, han (Morten Bødskov, red.) burde leve op til det, hans forgænger på posten lovede i forhold til Danmarks Eksport- og Investeringsfond - nemlig at afsætte et hjørne til iværksætteri. Dét ville være mere passende. ATP skal ikke investere i højrisiko - det har vi andre fonde til,” siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Flertal afhænger af M

FinansWatch har lavet en rundspørge blandt Folketingets partier, og den viser, at et flertal for at få ATP til at investere formuen i iværksætteri kan komme til at afhænge af Moderaterne. 

For Venstre, Socialdemokratiet, Enhedlisten og Alternativet, som alle går ind for ATP-iværksætterinvesteringer, tæller blot 88 mandater. Der skal 90 til et flertal, og derfor kan Moderaternes 16 mandater blive afgørende. 

Det er dog med forbehold for, at hverken Radikale Venstre, Danmarksdemokraterne eller DF er vendt tilbage på FinansWatch’ henvendelse. 

Samtidig skal de partier, som går ind for flere iværksætteri-investeringer fra ATP, kunne blive enige om en model. For spørger man Enhedslisten og Alternativet, skal der sættes yderligere rammer for, hvordan pensionskassens midler skal investeres.

Der skal et grønt fokus til, forklarer Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Victoria Velaquez. 

”Vi synes, at loven skal ændres, så ATP får mulighed for at investere mere i grønt iværksætteri. Jeg synes godt, vi kan sætte retninger om, hvad vi ikke skal investere i, såsom olie, men det er ATP’s opgave vurdere, hvordan de bedst kan understøtte og varetage medlemmernes interesse økonomisk ud fra de rammer,” siger hun.

Alternativets beskæftigelsesordfører, Torsten Gejl, vil også ændre ATP-loven.

”Det er jeg bestemt klar til. Men det er vigtigt at se på, hvilke former for iværksætteri det er. Jeg kunne godt tænke mig en ramme, der hedder bæredygtigt iværksætteri - set både i forhold til klimaet, naturen og biodiversiteten,” siger han.

FinansWatch har forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), da ATP hører under Beskæftigelsesministeriets resortområde, men ministeriet er ikke vendt tilbage inden deadline.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også