Hvidvasksager svækker Danske Banks troværdighed

Et stort flertal af danskerne svarer i ny undersøgelse, at sagerne om hvidvask via Danske Banks estiske filial svækker bankens troværdighed. "Det her er ikke den bank, vi ønsker at være," siger kommunikationschef til FinansWatch.
Foto: /ritzau//Rune Aarestrup Pedersen
Foto: /ritzau//Rune Aarestrup Pedersen

Danskerne fælder en hård dom over landets største bank, Danske Bank, som følge af de mange sager om, at bankens estiske filialer har været misbrugt til hvidvask.

Det viser en ny måling, som analysehuset Wilke har gennemført blandt et repræsentativt udsnit af danskere over 18 år for FinansWatch.

Hele 35,1 pct. af danskerne svarer, at sagerne om hvidvask i Danske Bank svækker bankens troværdighed i meget høj grad.

Ligeledes svarer 28,4 pct. af danskerne, at sagerne svækker bankens troværdighed i høj grad.

"Vi er sådan set enige i, at den her sag ikke styrker vores omdømme og troværdighed. Det drejer sig om, at vi tilbage i tid i Estland ikke har været gode nok til sikre os mod, at vi kunne blive misbrugt til hvidvask. Det er klart utilfredsstillende," siger Kim Larsen, kommunikationschef i Danske Bank.

Penge flød igennem Danske Bank

Tilbage i 2016 anmeldte Finanstilsynet Danske Bank for at overtræde hvidvaskreglerne. Danske Bank havde ifølge tilsynet forsømt at overholde en række påbud, der skulle sikre, at banken ikke indirekte var med til at understøtte terrorisme.

Berlingske Business har i de seneste måneder afdækket, hvordan der via Danske Banks estiske filial er blevet sendt milliarder af kroner fra blandt andet skattelyselskaber og ministerier i Aserbajdsjan til europæiske politikere og embedsmænd.

Videre har Berlingske Business afsløret, at der via banken også er sendt penge til en række selskaber, der ifølge de amerikanske myndigheder har forbindelser til styret i Iran.

Onsdag i denne uge kom det ligeledes frem, at Danske Bank har modtaget en sigtelse for brud på hvidvaskreglerne fra en fransk domstol i kølvandet på den allerede kendte sag om hvidvask via bankens estiske filial fra 2008 til 2011.

Kim Larsen hos Danske Bank siger, at man har rettet op på tingene, så det i dag er "sværere end nogensinde" at udnytte banken til kriminelle formål.

"Vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre og forklare, at vi ikke vil blive misbrugt til hvidvask. Vi har styrket indsatsen betydeligt for, at det ikke kan ske igen. Det eneste, vi kan gøre, er at få undersøgt det til bunds og sørge for, at vi gør, hvad vi kan, og understrege, at det her er ikke den bank, vi ønsker at være," siger han.

Som følge af hvidvasksagerne har Danske Bank meldt ud, at man igangsætter en udvidet undersøgelse af kunder og transaktioner i Estland i perioden 2007-2015. Den undersøgelse vil også omfatte de transaktioner, de franske myndigheder nu efterforsker, har bankens topchef, Thomas F. Borgen, oplyst.

Kommentarer på sociale medier

I FinansWatch' undersøgelse svarer 20,5 pct. af danskerne, at sagerne om hvidvask svækker Danske Banks troværdighed i mindre grad, mens 11,5 pct. mener, at det slet ikke svækker bankens troværdighed. 4,5 pct. har svaret "ved ikke."

Til sammenligning har mere end 60 pct. af danskerne altså svaret, at de seneste sager i banken svækker bankens troværdighed i høj eller meget høj grad.

Kim Larsen, gør det indtryk, at så mange siger, at det svækker jeres troværdighed?

"Det gør altid indtryk, når folk føler, at vi ikke lever op til de forventninger, de har. Vi arbejder benhårdt på hver eneste dag, at vi lever op til deres forventninger. Men jeg er ikke overrasket over, at folk selvfølgelig er ekstremt kritiske over for sager af den her karakter. Det kan jeg godt forstå," siger han.

"Men når sagerne kommer frem nu, er det ikke, fordi sagerne er aktuelle nu. Det er stadigvæk sager, som har fundet sted tilbage i tiden. Det eneste, vi kan gøre, er at få undersøgt det til bunds og sørge for, at vi får lært af det og får kommunikeret åbent og fortalt, hvad det er vi gør."

Har I fået nogen reaktioner fra jeres kunder på det her?

"Vi har fået nogle spørgsmål, og der har også været kommentarer på sociale medier. Og vi er helt opmærksomme på, at det ikke er noget, der bidrager positivt til opfattelsen af os. Men det er ikke sådan, at vi er lagt ned af kundehenvendelser, eller at vi oplever kundestorme," siger Kim Larsen.

Skal den her sag have nogle konsekvenser i jeres organisation?

"Vi har konstateret, at vi ikke havde styr på det i Estland og har derfor skiftet ledelsen ud og indsat nye systemer og kontroller. Vi har desuden lukket vores non resident-portefølje ned."

Det, jeg sigtede til, var, om det skal have konsekvenser i nogle af de øvre ledelseslag i forhold til, at I er rullet ind i den her sag?

"Det er ren spekulation, men det er bestyrelsen og direktionen, som beslutter det."

Danske Banks kunder mindre skeptiske

Wilke-undersøgelsen er gennemført fra den 19. september til den 27. september i år og dermed inden den seneste udvikling om, at Danske Bank har modtaget en sigtelse fra en fransk domstol.

Den maksimale usikkerhed omkring et procenttal baseret på de 1023 besvarelser, som indgår i undersøgelsen, er plus/minus 3,06 pct. I metoden er der benyttet et 95 pct. konfidensinterval, hvilket vil sige, at undersøgelsen generelt kan ramme skævt én ud af 20 gange.

Undersøgelsen giver en antydning af, at kunderne i Danske Bank ikke vurderer, at sagerne om hvidvask svækker bankens troværdighed i helt samme grad, som den almindelige dansker gør.

Målt alene på de adspurgte danskere, som er kunder i Danske Bank, svarer 15,5 pct., at hvidvasksagerne svækker bankens troværdighed i meget høj grad, mens 25,3 pct. svarer, at sagerne svækker bankens troværdighed i høj grad.

31 pct. af danskerne, som er kunder i Danske Bank, svarer, at sagerne svækker bankens troværdighed i mindre grad, mens 23,3 pct. mener, at sagerne slet ikke svækker bankens troværdighed. På grund af en lav population er der dog, når man alene måler på Danske Bank-kunder, en statistisk usikkerhed på omkring plus/minus 5 pct.

"Vi har (...) noteret, at vores egne kunder ser ud til at være mindre skeptiske. Det er formentlig, fordi de kender os bedre og oplever, hvad det er for en bank, vi er til daglig. Men under alle omstændigheder afspejler det her ikke den bank, som vi ønsker at være," siger Kim Larsen, kommunikationschef i Danske Bank.

Danske Bank kan ikke afvise yderligere hvidvasksigtelser

Danske Bank sigtes for overtrædelse af franske hvidvaskregler

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også