300 mio. kr. delt ud af konkursboet efter Stein Bagger

En række kendte virksomheder har modtaget millioner fra IT Factorys konkursbo. Danske Bank-ejede Nordania Leasing er den kreditor, der har fået mest.
Foto: Lars Krabbe
Foto: Lars Krabbe
DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF FINANS

Da det i slutningen af 2008 ramlede omkring Stein Baggers fupfabrik IT Factory, stod mange med håret i postkassen, skriver Finans.

De havde penge til gode hos IT Factory, der efter et større bedragerinummer orkestreret af Stein Bagger (har siden skiftet navn til Sten Hansen, red.) måtte gå konkurs i december 2008.

Efter mange års venten blev der dog i april 2016 indgået forlig i IT Factorys konkursbo, og dermed havde en lang række privatpersoner og virksomheder udsigt til en kompensation for de penge, IT Factory skyldte dem.

Kompensationen landede i efteråret 2016, da der blev sendt 300 mio. kr. til udbetaling til kreditorerne i konkursboet.

Det viser en aktindsigt, Finans har modtaget fra Sø- og Handelsretten.

Den kreditor, der fik flest penge fra konkursboet, var Danske Bank-ejede Nordania Leasing, som modtog 73,5 mio. kr. Nordania havde dog krævet 261,4 mio. kr. fra IT Factory, men da dividenden endte på 28,12 pct. i efteråret 2016, måtte leasingselskabet nøjes med 73,5 mio. kr. i erstatning.

En anden spændende kreditor, der også fik del i pengene fra konkursboet, er IBM Danmark, som fik 35 mio. kr.

Op til IT Factorys konkurs havde Stein Bagger brugt en stor aftale med IBM til at forklare IT Factorys milliardsucces. Men aftalen eksisterede ikke, og IBM var på nippet til at afsløre Stein Baggers svindelnummer, da han forsvandt under en forretningsrejse til Dubai i 2008.

Stein Bagger havde dog forinden placeret en række større millionordrer på softwarelicenser hos IBM, og derfor havde it-giganten penge i klemme, da IT Factory kollapsede.

Som Finans kunne fortælle i juni, har Bjarne Riis modtaget 9,4 mio. kr. fra IT Factorys konkursbo, fordi han var blevet lovet et stort millionbeløb til sit daværende cykelhold, der skulle have haft IT Factory som hovedsponsor.

Bjarne Riis' selskab Group Riis havde gjort et krav gældende på 33,3 mio. kr., viser den aktindsigt i udlodningslisten, Finans har modtaget.

Af udlodningslisten fremgår det også, at Bjarne Riis' gamle samarbejdspartner Saxo Bank fik 2,6 mio. kr. i efteråret 2016 ud af et krav på 9,3 mio. kr. mod IT Factorys konkursbo.

IT Factory var én af de hurtigstvoksende danske virksomheder i årene op til finanskrisen. Men i slutningen af 2008 kollapsede det hele dog, da det kom frem, at selskabets vækst var bygget op omkring en leasingkarrusel, Stein Bagger stod bag.

Afsløringerne fik Stein Bagger til at forsvinde under en forretningsrejse til Dubai, og senere meldte han sig selv på en politistation i amerikanske Los Angeles.

I 2009 blev han idømt syv års fængsel, og siden sin løsladelse har han gået under navnet Sten Hansen.

Efter IT Factorys konkurs kom det frem, at der manglede 200 mio. kr. i selskabet, og disse penge er endnu ikke blevet fundet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også