Frifundet for kursfup kræver 15 millioner i erstatning

Tidligere bankdirektør, der blev frifundet i sag om kursmanipulation, kræver millionerstatning for mistet løn.
Foto: ANITA GRAVERSEN
Foto: ANITA GRAVERSEN
RITZAU FINANS

En tidligere bankdirektør, der først blev dømt ved byretten og senere frifundet af landsretten, kræver nu 15 millioner kroner i erstatning.

Det er tidligere direktør i Sparekassen Himmerland Svend Jørgensen, der ved Retten i Hjørring onsdag kræver millionerstatningen.

Den nordjyske bankdirektør blev anholdt 14. november 2011, da politiet troppede op og ransagede hans hjem.

I marts 2013 blev han dømt ved byretten for grov kursmanipulation ved i forbindelse med en handel med Ebh Bank at have pustet kursen på sparekassens aktier unaturligt højt op.

Året efter - i april 2014 - nåede landsretten frem til den stik modsatte konklusion: Svend Jørgensen blev frifundet.

Det skal nu koste samfundet en erstatning til den tidligere bankdirektør for mistet løn og pensionsindbetaling, lyder det fra hans advokat Jakob Lund Poulsen.

"Svend Jørgensens opfattelse er, at han blev gjort til syndebuk for noget, han ikke havde lod og del i," siger advokaten, der mener, at Finanstilsynet rejste sagen på et for løst grundlag. 

"Han måtte lide et personligt økonomisk tab på grundlag af en direktør i Finanstilsynet, som gerne ville vise kræfter og gennemslagskraft."

Svend Jørgensen blev ikke varetægtsfængslet. Men han blev reelt tvunget til at sige sit job op, få dage efter at han var blevet sigtet i sagen, siger advokaten.

"Finanstilsynet går ud og siger til Svend Jørgensen og bestyrelsen (for Sparekassen Himmerland, red.), at enten træder Svend Jørgensen tilbage eller også skal Finanstilsynet nok sørge for, at han træder tilbage."

"Over for sådan et ultimatum er der ikke meget andet at gøre end at sige op og forlade sit job som direktør, uagtet at det kun var to dage efter, at hans hjem var blevet ransaget, og han var blevet bekendt med sigtelsen," siger Jakob Lund Poulsen.

Den langvarige sagsbehandlingstid betød ifølge advokaten, at det ikke var muligt for den tidligere bankdirektør at gå ud og finde et nyt job.

Statsadvokaten og Rigsadvokaten har afvist at betale erstatning ud over standardtaksten for uberettiget frihedsberøvelse i forbindelse med anholdelsen. Det beløber sig til nogle få tusinde kroner.

Der er afsat en enkelt dag til sagen ved Retten i Hjørring.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også