Faster Andelskasse åbner sin første filial

Den lille bank Faster Andelskasse har efter nøje overvejelse besluttet at ekspandere og åbner nu sin første filial. Filialen kommer til at ligge i Lem.
Jan Kirkensgaard, direktør for Faster Andelskasse | Foto: PR
Jan Kirkensgaard, direktør for Faster Andelskasse | Foto: PR

Den knap 100 år gamle lokalbank Faster Andelskasse med base i Skjern åbner sin første filial. Det skriver banken i en pressemeddelelse. Filialen kommer til at ligge i Lem og vil have åbent to dage om ugen.

Tiltaget er blevet nøje overvejet, og således har Faster Andelskasse både forelagt idéen til sit repræsentantskab og bestyrelsen. Når Faster Andelskasse åbner en afdeling i den jyske provinsby Lem, sker det på opfordring fra byens borgere:

"Vi går jo imod strømmen, når man blandt andet senest i aviserne har kunnet læse, at tre ud af fire bankfilialer er forsvundet siden 1980’erne, og at både landdækkende banker og større lokale banker lukker flere af deres afdelinger – også i Ringkøbing-Skjern kommune," lyder det i meddelelsen.

"Vi vælger at tro på, at de forespørgsler vi har fået, er udtryk for et reelt ønske og behov hos borgerne i omegnsbyerne omkring Lem og ikke mindst Lem by. Faster Andelskasse ser Lem som en spændende by med stor lokal opbakning fra byens borgere. Dette bandt andet synliggjort via de mange aktive foreninger og ikke mindst Dynamik i Lem," lyder det i meddelelsen med henvisning til en lokal iværksætterforening.

Jan Kirkensgaard, direktør for Faster Andelskasse, udtaler, at det har været en stor beslutning. Når Faster Andelskasse vælger at åbne en filial, mens mange andre banker lukker filialer, viser det, at banken hverken er rusten eller kedelig efter så mange år, siger direktøren.

"Vi er meget bevidste om, at vi med 11 ansatte er et af Danmarks mindste pengeinstitutter, men vi er også meget bevidste om, at vi har fundamentet til at fortsætte med at være et af de ældste og mest solide pengeinstitutter, hvis blot vi følger med tiden og er forandringsparate – og det er lige netop, hvad vi er og sender signal om med dette tiltag," siger han i meddelelsen.

Faster Andelskasses første åbningsdag bliver den 19. januar i år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også