Deutsche Bank sendt til tælling på udsigt til gigantisk regning

Deutsche Bank får massive tæsk på aktiemarkedet fredag, efter at det amerikanske justitsministerium har lagt op til et forlig med banken, som indeholder en bøde på omkring 93 mia. kr.
/ritzau/FINANS

Aktien falder med 8,4 pct. på børsen i Frankfurt. Dykket giver samtidig en sidsteplads i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, der består af 600 selskaber fordelt på 18 lande.

Sagen handler om uærlig markedsføring af boliglånspakker i USA omkring finanskrisen, men hos Deutsche Bank mener ledelsen, at beløbet er for højt.

"Deutsche Bank har ingen hensigt om at indgå forlig om de potentielle civile krav i nærheden af det beløb, som er udmeldt. Forhandlingerne er kun lige begyndt. Banken forventer, at de vil føre til et resultat, som ligner det, andre banker i tidligere sager nåede frem til, hvilket var betydeligt lavere beløb," skriver Deutsche Bank i en pressemeddelelse.

Kravet fra det amerikanske justitsministerium overgår markant det, som investorerne havde forventet.

"Ved første øjekast virker beløbet meget stort, men det er helt tydeligt et forhandlingsoplæg. Der kommer til at blive brugt uhyggelig meget af ledelsens tid på at forhandle sig frem til et mere passende beløb," siger Chris Wheeler, der er aktieanalytiker hos Atlantic Equities, til Bloomberg News.

Der kan dog også være håb om mindre bøder, hvis Deutsche Bank kigger på tidligere sager, hvor de amerikanske storbanker Citigroup og Goldman Sachs har forhandlet sig frem til forlig, hvor bøden var mindre end det oprindelige udspil.

Det tyder dog ifølge The Guardian på, at det kan blive et af de største forlig betalt af en bank til amerikanske myndigheder i nyere tid.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også