Spar Nord og Sydbank tilbyder alternativ til Totalkreditlån

Nu tilbyder de to største banker i Totalkredit-samarbejdet et direkte alternativ til Totalkredit-lån, og de to storbanker tilbyder også at betale alle kundernes konverteringsomkostninger. (opdateret)
Foto: Spar Nord Bank
Foto: Spar Nord Bank
AF DAVID BENTOW OG MORTEN PLESNER

Spar Nord oplyser her ved middagstid på sin hjemmeside, at banken fra den 18. marts tilbyder en ny type boliglån, der især er attraktivt for kunder med F1, F2, F3 og F4 lån i Totalkredit. Og Spar Nord tilyder også kunderne at betale alle omkostninger ved en konvertering fra Totalkreditlån til lån i Spar Nord, herunder også tinglysningsafgifter til staten.

Sydbank bekræfter over for FinansWatch, at banken også vil dække kundernes omkostninger i forbindelse med omlægning af Totalkreditlån.

Dermed nærmer Totalkredit-bankernes opgør med Nykredit og Totalkredit sig stormstyrke ansporet af massiv utilfredshed blandt Totalkredits, og dermed bankernes, kunder efter Nykredit 4. februar meddelte, at alle Totalkredits bidragssatser ville stige massivt.

"Tilbuddet gælder nye og eksisterende Spar Nord-kunder ved omlægning af Totalkreditlån i ejerbolig inden for en belåningsgrad på 60-80 pct. Fritidshuse er omfattet inden for en belåningsgrad på 40-60 pct. Banklånet etableres med direkte pant. Rentesats er garanteret uændret frem til 31. december 2017. Herefter er rentesatsen variabel," skriver Spar Nord på sin hjemmeside.

Den pålydende rente på det nye Spar Nord Boligplus-lån vil blive på mellem 1,95 pct. og 2,40 pct. med en løbetid på 20 år. Til sammenligning koster belåning af en ejerbolig mellem 60 og 80 pct. af ejendommens værdi fra 1. juli i år mellem 1,9 og 1,65 pct. i bidragssats, hvortil kommer et eventuelt tillæg for afdragsfrihed på 0,8 pct., samt selve renten på lånet og løbende omkostninger til kursskæring og kurtage i forbindelse med refinansiering af lånene.

Gratis omlægning i hele 2016

Bankdirektør Jan Svarre fra Sydbank skriver i en mail til FinansWatch, at banken glæder sig over dagens melding fra Totalkredit om, at der skal sendes 600 mio. kr. tilbage til kunderne i forbindelse med børsnoteringen.

"Det synes vi er et godt initiativ, som stiller kunderne i fokus. Den seneste tids uro blandt vores kunder med et realkreditlån fra Totalkredit, har optaget os meget," skriver han og fortsætter:

"Vi har haft en meget udbytterig dialog med rigtig mange af vores kunder over de sidste par uger, og proaktivt taget kontakt til mange. Derfor har vi arbejdet på en række tiltag, som imødekommer og afhjælper de negative konsekvenser af de forhøjede bidragssatser. Allerede i dag vil man kunne læse mere på vores website. Her og nu kan jeg konkret sige, at vi blandt andet tilbyder alle vores kunder gratis omlægning af Totalkredit-lån i hele 2016. Det gælder også omlægning til Sydbank Prioritetslån. Udgifter, der i den forbindelse er forbundet med omlægningen – inkl. tinglysningsafgift – betales af Sydbank, dog undtaget evt. kurstab. Totalkredit yder rabat på den del af gebyrerne, der tilfalder dem. Har du omlagt lån i de første måneder af året, refunderer vi automatisk udgifterne inden for en måned (ekskl. evt. kurstab)."

Udmeldingerne fra Spar Nord og Sydbank er især interessante, fordi de to banker er de største formidlere af Totalkredits lån. Dertil kommer, at Spar Nords adm. direktør, Lasse Nyby, er medlem af bestyrelsen i Nykredit, og Sydbanks topchef Karen Frøsig er bestyrelsesmedlem i Totalkredit.

Ifølge det seneste årsregnskab fra Spar Nord havde banken ved udgangen af 2015 et udlån gennem Totalkredit på 59,3 mia. kr.

Konkurrencestyrelsen: Totalkredit-banker kan frit tage andre boliglån på hylderne 

Sådan rammer Totalkredits bidragsforhøjelser 

Endnu en bank melder sig klar med Totalkredit-alternativ

Sparekassen Kronjylland lancerer alternativ til Totalkredit

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også