HSBC led overraskende tab i fjerde kvartal

Regnskabet var tydeligt tynget af stigende omkostninger forbundet med dårlige udlån til olie- og gasindustrien.
AF RITZAU FINANS

HSBC Holdings, som er Europas største bank, kunne mandag morgen præsentere et overraskende dårligt regnskab for fjerde kvartal af 2015, der var hårdt ramt af øgede nedskrivninger på udlån til den blødende olie- og gasindustri.

Også på toplinjen var der tilbagegang at spore, idet nettorenteindtægterne faldt til 8,1 mia. dollar i fjerde kvartal mod 8,5 mia. dollar i samme periode året før.

Bankens underskud før skat landede i fjerde kvartal på 858 mio. dollar mod et overskud på 1731 mio. dollar i fjerde kvartal 2014. Derved skød Bloombergs analytikerkorps en del over målet, da der i gennemsnit var ventet en fremgang i resultatet før skat til 1950 mio. dollar.

Regnskabet var tydeligt tynget af stigende omkostninger forbundet med dårlige udlån til olie- og gasindustrien, som gav udslag i en markant stigning i nedskrivninger på udlån til 1644 mio. dollar fra 1250 mio. dollar i fjerde kvartal 2014.

Det skuffende kvartalsresultat er et tilbageslag for bankens topchef, Stuart Gulliver, der har sat gang i en omfattende strategiplan, som skal skære tusindvis af job i Asien og spare op mod 5 mia. dollar inden udgangen af 2017.

Aktierne i den britiske storbank, som også handles på børsen i Hongkong, faldt efter offentliggørelse af regnskabet med 3,2 pct. til 48,65 Hongkong-dollar.

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også