Regnskab: Bundlinjen skuffer i Swedbank

Investorerne havde sat næsen op efter en stærkere bundlinje i den svenske storbank.
AF RITZAU FINANS

Den svenske storbank Swedbank formåede ikke helt at levere den bundlinje, investorerne havde sat næsen op efter i tredje kvartal.

Overskuddet efter skat landede på 3,93 mia. svenske kr., mens analytikere ifølge Bloomberg News havde ventet et resultat på 4,18 mia. svenske kr.

Til gengæld var bankens toplinje lidt større end ventet. Nettorenteindtægterne landede på 5,81 mia. svenske kr., mens der ifølge Bloomberg var ventet et plus på 5,71 mia. svenske kr. En anden indtægtspost - gebyrindtægterne - landede på 2,74 mia. svenske kr. mod ventet 2,79 mia. svenske kr.

Omkostningerne faldt med 4 pct. til 3,88 mia. svenske kr.

Tabs- og hensættelsesposten udgjorde 130 mio. svenske kr.

"Kvaliteten af Swedbanks udlånsportefølje er fortsat god. I løbet af kvartalet er udlånet vokset stabilt fra kunder med en god tilbagebetalingsevne. Kredittabene var fortsat på meget lave niveauer," skriver banken.

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også