Regnskab: Let faldende resultat i Broager Sparekasse

Til trods for fremgang på gebyrposten og status quo på renteindtægterne lever Broager ikke helt op til sidste års resultat.

Salget af Nets skæppede godt i kassen hos Broager Sparekasse sidste år, og det er da også forklaringen på, at Broager trods fremgang på de vigtige indtjeningsområder ikke forbedrer resultatet i dette halvårsregnskab.

Sparekassen holder stort set fast i netto renteindtægterne, der falder med beskedne 224.000 til 27,6 mio. kr. i første halvår. Det sker til trods for, at netop den post har voldt mange pengeinstitutter kvaler i de seneste par kvartalsregnskaber.

Samtidig er der fremgang på gebyrposten, der går frem fra 13,2 mio. kr. i første halvår af 2014 til 17,6 mio. kr. i år.

Også på posten for nedskrivninger er der forbedringer at spore, da denne post falder med godt en halv mio. kr. til 4,5 mio. kr.

Resultatet skrumper

Tilbagegang kan man tilgengæld spore på bundlinjen, som skrumper fra 10 mio. kr. i første halvår af 2014 til 8,5 mio. kr. i år.

Forklaringen skal findes på posten for kursreguleringer, som i år ligger på 2,4 mio. kr. mod knap 8 mio. kr. samme periode sidste år. Det er som nævnt salget af Nets, der er den helt store forskel på de to halvår, og dermed forklaringen på det faldende resultat.

Broager Sparekasse skriver selv i en pressemeddelelse, at niveauet for kursreguleringer dermed er nået ned i " et mere realistisk niveau."

På udlånsposten var der i dette halvår en vækst på 2,7 pct., men også på indlånssiden er der vækst at spore. Siden udgangen af første halvår 2014 er indlånsposten i Broager Sparekasse steget med 71 mio. kr. til i alt 1,06 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også