Saxo Bank er klar med ny handelsplatform til sommer

Til sommer har Saxo Bank planer om at skifte sin handelsplatform ud til en helt ny version. På overfladen skifter den farve fra hvid til sort, og under overfladen gemmer der sig HTML-koder og et system, der kan blive åbent for alle, som ønsker at kode på det.
Foto: Saxo Bank
Foto: Saxo Bank

”Saxo Trader Go. The world’s most intuitve multi-asset trading platform.”

Sådan introducerer en dyb mandestemme Saxo Banks nye handelssystem i et af de reklamespots, Saxo Bank forbereder til lanceringen, som vil finde sted før sommer. Handelsplatformen bliver baseret på kodesystemet HTML 5 til alle platforme, så brugerne både kan få adgang via en webbrowser, telefoner med forskellige styresystemer og tablets.

"Vi har taget nogle hårde valg på simplicitet. Vi har sagt, at nogle af de funktionaliteter, vi har haft i den nuværende Saxo Trader, måske ikke er det, vi vil give til alle kunderne. I stedet vil vi have et tilbud, som er nemmere at gå til. Saxo Trader Go kan alt det, vi skal kunne, men de sidste fem pct., som meget få af kunderne i massesegmentet bruger, har vi fjernet for at gøre det mere simpelt," forklarer Christian Hammer, der er chef for Saxo Banks platforme, til FinansWatch.

Han understreger, at den eksisterende platform, som kan downloades, fortsat vil blive tilbudt, men at den primært skal bruges til de mere avancerede investorer, som for eksempel har mange skærme kørende samtidig.

Saxo Trader Go er sort, og det er bare en af de synlige forskelle mellem den nye og den gamle platform. Den nye platform er desuden hurtigere end den gamle, siger han.

"En stor del af vores omsætning ligger uden for Danmark - eksempelvis i Asien - og derfor er det utrolig vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at få platformen til at være hurtigere. Vi har virkelig prøvet at gøre koden så tynd som overhovedet muligt, så den performer derude," fortæller han.

Desuden har Saxo Bank lavet brugerundersøgelser, som viser, at færre og færre kunder bruger en enkelt platform til at handle på, mens flere og flere til gengæld bruger flere platforme, så derfor skal handesplatformen være tilgængelig på de platforme, som brugeren kunne tænke sig at benytte sig af.

Grafer og søgefelt

Blandt de ting, Saxo Banks udviklere har arbejdet særligt hårdt på, er muligheden for at bruge grafer. Udviklerne har brugt halvandet år på at skabe de helt rigtige grafer, som også bliver kaldt charts, så brugerne kan få et overblik, selv sætte grafik ind på handelsmønstrene og få information ud af dem.

"Det har været en udfordring for os at få et chart, som er godt nok til alle platforme, fordi de mobile platforme har lidt mindre processorkraft. Vi har brugt halvandet år på at udvikle nogle relativt simple charts, men til gengæld sidder de så også lige i skabet nu," vurderer Christian Hammer.

Desuden har udviklerne lagt meget energi i at udvikle et godt søgefelt.

"Vi har brugt rigtig meget tid på søgefeltet, for det skal være nemt for kunderne at finde det, de skal bruge. Vi har omkring 40 børser i vores system, og derfor vil der være mange aktier, som er noteret flere steder. Vi vil gerne hjælpe med at finde det rigtige instrument så hurtigt som muligt," siger Christian Hammer.

Lettere at udvikle

Det er dog ikke kun for brugernes skyld, at Saxo Bank har valgt at bygge et helt nyt system. Internt i banken var de gamle systemer bygget op på flere forskellige måder, og dermed var det en stor opgave at lave ny projekter, da der skulle udvikles til flere forskellige systemer hver gang.

I det nye setup beholder Saxo Bank det, man i IT-sprog kalder sit backoffice og trading-system. Det er det system, som kun Saxo Banks egne udviklere har adgang til. Det bliver imidlertid forbundet til et andet system, som hedder Open API, som binder Saxo Banks backoffice-system sammen med platformene, som brugerne kan se.

"Vi kommer til at give tredjepartsudviklere adgang til Open API i slutningen af året. Grunden til, vi har gjort det, er, at fordi vi er i så mange lande og har så mange forskellige funktionaliteter, kan vi ikke være alt for alle. Vi har nogle fokusområder og nogle kernesegmenter, som vi prøver at bygge den bedste platform op til, men der er altid kunder, som vil have noget, vi ikke tilbyder," fortæller Christian Hammer.

Både de såkaldte white label-virksomheder, der er finansielle virksomheder, som kører på Saxo Banks handelssystemer, og privatpersoner kan få adgang til en hjemmeside, hvor de får et login, der giver adgang til al den kode, der ligger i Open API.

Det, at bankerne selv kan kode ekstra funktioner på, er et nøgleargument, når Saxo Bank skal sælge sin platform til andre banker, fortæller Martin Ernst, der er nordisk direktør i Saxo Bank.

"Vi tror, det kommer til at være en game changer for os på vores tilbud til white label-kunder. Det er en stor opgave at bygge en hel platform selv, og det er typisk derfor, bankerne kommer til os. Men nogle gange vil de gerne have en lille ændring her eller der, eller de vil gerne have platformen integreret dybere i deres hjemmeside eller applikationer, og det kan vi nu tilbyde," siger han til FinansWatch.

I dialog med SDC-banker

Martin Ernst forestiller sig flere forskellige modeller for, hvordan Saxo Bank kan sælge muligheden for ændringer og tilvalg. Nogle kunder kan kode selv, mens andre vil betale Saxo Bank for at lave tilføjelserne. Endelig er der også den mulighed, at virksomheden kan hyre et konsulenthus, der med hjælp fra Saxo Bank kan lave de tilføjelser, virksomheden ønsker.

Saxo Privatbank er medlem af datacentralen SDC, og dermed er den nye handelsplatform gjort klar til at blive knyttet op på SDC's systemer. Saxo Bank er også i dialog med de andre medlemmer af SDC om muligheden for, at de kan blive white label-kunder.

"Det er noget, vi bruger en del tid på og oplever rigtig stor interesse for. Vi har selv det skisme, om vi skal gå direkte til kunderne selv, som det har været vores strategi i Danmark igennem mange år - og fortsat vil være - eller vi skal sige, at vi ikke er ude og markedsføre os selv på privatmarkedet, som vi eksempelvis gør i Portugal, hvor vi samarbejder med de største banker" siger Martin Ernst og uddyber:

"Det skal selvfølgelig være nogen, som har nogle kunder og noget power, hvis vi skal trække os lidt på vores egen, direkte tilgang til kunderne."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også