Investorer sender bølge af penge efter Draghis store plan

Globale aktiefonde har i år købt massivt op i europæiske aktier.

Investorerne har nærmest hamstret europæiske aktier de seneste måneder. Siden midten af januar har de store globale aktiefonde nemlig sendt en stadig større del af deres penge på arbejde på det europæiske aktiemarked, viser en analyse, Danske Bank har lavet for Finans.

Ved indgangen til 2015 havde de globale aktiefonde en stor undervægt af europæiske aktier. Men i midten af januar begyndte aktiefondenes penge at vælte ind over Europa, så fondene har øget deres andel af europæiske aktier med 20 pct.

"I 2014 var der et stort flow ind i amerikanske aktier, fordi man ikke troede på Europa. Men det er ikke sjovt at være undervægtet i Europa, når markedet er steget med 20 til 25 pct. på tre måneder. Vi kan ikke se, at tempoet er ved at aftage, og så længe det kører, så er der stadig mulighed for, at kurserne kommer yderligere op," siger Frank Øland, der er chefstrateg i private banking i Danske Bank.

I begyndelsen af året skete opkøbene af europæiske aktier fra de globale aktiefonde for nye penge fra investorer og ved at sælge ud af emerging markets.

De blev dermed ikke hentet fra det amerikanske aktiemarked, men i den seneste tid er pengene begyndt at blive flyttet fra USA og over Atlanterhavet.

"Det kan skyldes, at der har været en form for vækstpause i USA i første kvartal. Det har fået nogle til at sælge ud, men vi forventer, at væksten i USA accelererer igen i andet kvartal, så vi tror ikke, at det er begyndelsen på en ny trend," siger Frank Øland.

De globale aktiefonde har dermed været med til at løfte det europæiske aktiemarked, der er buldret frem i samme periode. Opturen på det europæiske marked begyndte, efter at Mario Draghi, chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), i januar annoncerede et stort opkøb af obligationer.

Opkøbet, der begyndte i marts, skal sparke gang i økonomien i eurozonen, men allerede inden programmet gik i gang, blev aktiekurserne sendt i vejret. Ifølge kapitalforvalteren Formuepleje kan flowet af penge fortsætte i andet halvår, og her skal årsagen findes hos centralbanken i USA, der forventes at hæve renten.

"Det vil være første gang i ni år, at centralbanken i USA hæver renten. Det vil skabe øget volatilitet i USA og i nogle segmenter i emerging markets. En reaktion på det kan blive, at investorerne sælger kraftigere ud af amerikanske aktier," siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også