Regnskab: Saxo Privatbank får sorte tal på bundlinjen

Saxo Privatbank tjente gode penge i 2014. Det skyldes dog delvist en tilbagebetaling af et statsligt hybridlån. Banken venter dog stigende indtjening i 2015, selv hvis der ikke bliver vækst på toplinjen.

Saxo Privatbank fik i 2014 en fremgang i nettorente- og gebyrindtægterne på 14,1 pct. til 266,4 mio. kr. og et resultat før skat på 22,1 mio. kr., mod et minus på 38.000 kr. i 2013.

Bundlinjen viser dog et fald til 13,1 mio. kr. fra et plus på 18,5 mio. kr. i 2013. Det skyldes, at banken i 2013 bogførte en tilbageførsel af et skattemæssigt underskud på 25 mio. kr.

”Grundlæggende er vi godt tilfredse med vores regnskab. Vi havde nogle ret store negative resultater op til 2013, hvor vi stort set gik i nul, så det er rart at der nu er sorte tal på bundlinjen,” siger bankens adm. direktør, Peter Andreasen.

Flere af posterne i regnskabet har dog engangskarakter. Dels har banken tilbageført en udgift på 9,1 mio. kr. relateret til et statsligt hybridlån som blev indfriet i november sidste år, og dels har banken i 2014 tjent ca. 13 mio. kr. på sin betydelige obligationsbeholdning, på grund af de faldende renter.

”Det er fair nok at sige, at 2014 også er påvirket af nogle poster som kan have engangskarakter. Men omvendt har vi også haft betydelige udgifter og afskrivninger af engangskarakter i 2014, og vores nye IT-platform betyder, at vi får lavere omkostninger fremadrettet. Så jeg mener at vi i år vil kunne forbedre indtjeningen markant, selv uden vækst på toplinjen,” siger Peter Andreasen, der dog ikke vil komme med et specifikt indtjeningsmål for 2015.

Saxo Privatbank gennemførte sidste år en stor IT-konvertering, som blandt andet førte alle kunderne over på en helt nyudviklet handelsplatform, der er koblet op mod Saxo Privatbanks datacentral, SDC. Netop opkoblingen til SDC’s systemer betyder, at Saxo Privatbank i øjeblikket forsøger at sælge handelsplatformen til andre SDC-kunder.

Saxo Privatbank vurderer, at der fra 2015 og fremover vil kunne spares omkostninger på 20 mio. kr. årligt.

I november 2013 åbnede Saxo Privatbank en ny filial i Odense, og det har ifølge Peter Andreasen været en stor succes, og filialen har efter ca. 1 år fået nok nye kunder til at kunne dække driftsudgifterne.

Derfor åbner banken formentlig lige efter påsken en ny filial i Aarhus, og vil hen over sommeren også åbne en filial i Esbjerg. Begge filialer vil som udgangspunkt blive bemandet med en filialdirektør, to private banking-rådgivere, to detailbank-rådgivere og en erhvervsrådgiver.

Til gengæld blev bankens Vejen-filial lukket i februar, og Holsted-filialen vil blive nedlagt når Esbjerg-filialen er oppe og køre.

Saxo Privatbanks udlån steg i 2014 med 2,4 pct. til 1,8 mia. kr., mens indlånet var på 3,1 mia. kr., hvilket giver banken et betydeligt indlånsoverskud.

”Jeg forventer, at vores nye filialer vil give et større udlån, men generelt er der jo ikke stor efterspørgsel fra private kunder på lån, bortset fra boliglån som ikke er på vores balance. Så jeg venter lidt mere stigning i 2015, men nok ikke meget. Til gengæld tror jeg der er et stort potentiale for investeringsrådgivning, også til andre end de meget velhavende, blandt andet på grund af det meget lave renteniveau,” siger Peter Andreasen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også