Regnskab: Vestjysk Bank nedskrev for 684 mio. kr. i 2014

Den primært statsejede Vestjysk Bank forbedrer forrige års resultat med med en kvart mia. kr., men kører fortsat med røde tal på bundlinjen. (Opdateret)
Foto: Per Folkver
Foto: Per Folkver

Vestjysk Bank har forbedret bundlinjen med en kvart mia. kr., men ikke desto mindre lander banken fortsat på et minusresultat. Banken realiserede i 2014 et resultat på minus 191 mio. kr. før skat.

I en fondsbørsmeddelelse skriver banken selv, at resultatet er "utilfredsstillende", men skal ses i lyset af det høje "om end faldende nedskrivningsbehov."

Stærke kunder flygter fra statens bank 

Det var især fjerde kvartal, der var slem ved banken, der måtte nedskrive for 288 mio. kr. i det seneste kvartal. I alt nedskrev banken for 684 mio. kr. sidste år, hvilket dog skal holdes op mod et nedskrivningsniveau på 1.073 mia. kr. i 2013.

Ejendomme og  landbrug fylder fortsat

Banken har siden 2010 nedbragt sit udlån med 8,7 mia. kr., hvoraf banken alene sidste år nedbragte udlånet med 2,6 mia. kr.

Af det resterende udlån er en stor del fortsat ejendoms- og landbrugsengagementet.

"Sammenlagt udgør bankens eksponering inden for ejendoms- og landbrugssektorerne ca. 40 procent af det samlede udlån," skriver banken i sin årsrapport.

Vestjysk tager millionnedskrivning på landbrug 

Målt over en to-årig periode er bankens nettoudlån til landbrugssektoren dog faldet med 19,3 pct., mens tallet for nettoudlån til ejendomssektoren er et fald på 23,8 pct.

Indtjeningen falder

Omvendt er indlånet steget med næsten 900 mio. kr.

På indtjeningssiden faldt nettorente indtægterne med 116 mio. kr. sidste år sammelignet med forrige år, men nettogebyr indtægterne steg med 28 mio. kr.

Basisresultatet falder dermed også fra 631 mio. kr. til 493 mio. kr., det skal understreges, at det er før nedskrivninger.

Til trods for endnu et år med minus på bundlinjen i Vestjysk Bank overholder banken fortsat lovens krav til solvens. Ifølge regnskabet udgjorde bankens solvens ved udgangen af december 2014 12,1 pct. mens solvensbehovet var opgjort til 10,4 pct. Det giver en solvensoverdækning på 1,7 procentpoint.

Væsentlig usikkerhed

Revisoren har igen i år valgt at give supplerendende oplysninger til regnskabet, der dog ikke skal forveksles med forbehold.

"Ledelsen har ved vurderingen af tilstrækkeligheden af kapitalberedskabet lagt vægt på en forventning til bankens basisresultat og forventede nedskrivninger på udlån i 2015. Som omtalt i note 2 er ledelsens skøn for nedskrivninger på udlån forbundet med væsentlig usikkerhed. Som beskrevet i note 2 er det ledelsens forventning, at behovet for nedskrivninger vil kunne absorberes i bankens basisresultat," skriver revisoren i de supplerende oplysninger, og fortsætter:

"Såfremt nedskrivningerne i 2015 i væsentlig grad overstiger basisresultatet, er der væsentlig risiko for, at banken ikke kan fortsætte driften."

Vestjysk bankdirektør forsikrer: "Vi er ikke truet på livet" 

Bankens ledelse skriver selv i regnskabets note 2, at en forværring af bankens krise, kan få alvorlige følger.

"Såfremt ledelsens forventninger til basisindtjening samt væsentligt lavere nedskrivninger ikke i al væsentlighed realiseres, eller såfremt der opstår væsentlige, uventede negative begivenheder, kan dette i yderste konsekvens medføre, at banken mister sin tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed eller bliver tvunget til afvikling med deraf følgende negative indflydelse på bankens resultater, finansielle stilling og fortsatte drift," skriver bankens ledelse i regnskabet.

Forventninger til 2015

I løbet af i år forventer Vestjysk Bank, at nedskrivningerne vil fortsætte med at falde.

"Bankens samlede forretningsomfang forventes med udgangspunkt i uændrede konjunkturforhold at kunne generere et basisresultat før nedskrivninger i niveauet 350-400 mio. kroner. Behovet for nedskrivninger forventes at udvise et fortsat fald," skriver banken.

Den kan en forværring af den nuværende landbrugskrise dog ændre på, skriver banken i årsregnskabet:

"Hvis landbrugets aktuelle krise bliver meget langvarig og/eller forværres yderligere kan bankens betydelige eksponering mod denne branche indebære et øget behov for nedskrivninger i forhold til ledelsens aktuelle estimater for 2015. Tilsvarende kan gøre sig gældende, hvis konjunkturerne generelt forværres. Konsekvenserne af en eventuel forværring af det økonomiske klima for landbruget og/eller øvrige brancher vil således reducere bankens muligheder for at konsolidere sig i 2015."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også