Regnskab: Minus på 223 mio. kr. i Østjydsk Bank

Krisen fortsætter i den problemfyldte Østjydsk Bank, der fortsat er under genopretning, og hvor ledelsen aflægger årsregnskabet "under forudsætning om fortsat drift". (opdateret)

Østjydsk Bank har netop udsendt årsregnskab, der viser et underskud før skat på minus 223 mio. kr. Til sammenligning var underskuddet på 150,6 mio. kr. i 2013.

Banken måtte sidste år nedskrive 312 mio. kr. Langt hovedparten af nedskrivningerne kom i første halvår af 2014 efter et besøg fra finanstilsynet. Tilsynsbesøget gav anledning til nedskrivninger for 216 mio. kr.

For fjerde kvartal har banken nedskrevet mere beskedne 48 mio. kr.

Banken påbegyndte allerede i midten af sidste år arbejdet med at lave en genopretningsplan, der bl.a. resulterede i et salg af DLR-aktier for 38 mio. kr., med det formål at øge bankens kapitalprocent, og den egentlige kernekapitalprocent.

Derudover har Østjydsk Bank frasolgt filialerne i Gjerlev og Randers til Jutlander Bank. Det salg gik igennem i den 1. januar 2015. Med frasalget af de to filialer er Østjydsk Bank nået op på en kapitalprocent på 14,9 pct., oplyser banken i sit regnskab.

Forventning om kapitalforhøjelse

Ifølge årsregnskabet fra Østjydsk Bank blev konklusionen på genopretningsplanen, der blev lavet med rådgivning fra Deloitte, at, "det ikke ville være muligt, at gennemføre et tilfredsstillende samlet salg af banken, og at den mest attraktive løsning for bankens aktionærer var en løsning, der kombinerede en reduktion af de risikovægtede aktiver med forventningerne om en senere kapitalforhøjelse."

Bankens regnskab kunne i øvrigt have set endnu værre ud, men Østjydsk Bank slipper for at betale renter på den hybride kapital, på grund af bankens situation.

"I relation til vurderingen af bankens renteudgifter bemærkes, at banken, som følge af de dispositionsbegrænsende foranstaltninger i 2. halvår af 2014 ikke beregner rente af den hybride kapital, idet denne rentebetaling helt bortfalder. Den således bortfaldne renteudgift udgør 13,2 mio kr. For så vidt angår renten på bankens øvrige ansvarlige kapital beregnes denne uanset betaling først må ske, når banken ikke længere er under genopretning," står der at læse i regnskabet.

Supplerende oplysninger fra revisor

Der er ikke taget forbehold fra revisorerne i årsregnskabet fra Østjydsk Bank, men der er i stedet givet "supplerende oplysninger".

Blandt andet om, at der er usikkerhed om målingen af udlån, garantier og ejendomme, og "at denne usikkerhed kan være væsentlig i forhold til bankens kapitalforhold, hvor den egentlige kernekapital (CET1) pr. 31 december 2014 er opgjort til 4,2% mod lovens minimumskrav på 4,0 pct."

Revisorerne pointerer også, at banken i øjeblikket er under genopretning, fordi den faktiske solvens er lavere end det individuelle solvenskrav, og, mest ildevarslende, at "Ledelsen har derfor aflagt årsregnskabet under forudsætning om fortsat drift, idet banken dog fortsat er undlagt kravene om genoprejsning."

Faldende omkostninger

Østjydsk Bank kan på den positive side notere sig et pænt fald i bankens omkostninger, der i 2013 lå på knap 151 mio. kr., mens omkostningerne i 2014 udgør 113,4 mio. kr.

Det skyldes dog først og fremmest et frasalg af en række filialer i 2013, skriver banken i sit regnskab.

"Faldet i omkostninger er primært foranlediget af salget af bankens afdelinger i Horsens, Skanderborg og Vejle til Arbejdernes Landsbank i 2. kvartal 2013 – et forhold som først har haft fuld effekt i regnskabet for 2014. Tilsvarende gennemførte banken i 1. kvartal 2013 filialsammenlægninger blandt bankens afdelinger, med tilhørende reduktioner i medarbejderstaben, og den fulde effekt heraf sås ligeledes først i 2014. Herudover har der været en generel tilbageholdenhed omkring bankens omkostningsforbrug i 2014."

Problemer med kapitalsammensætning

Østjydsk Bank skriver selv i regnskabets ledelsesberetning, at banken på den ene side kan leve uden en kapitalforhøjelse og på den anden side ikke kan.

"Det er dog bankens forventning, at banken også uden kapitalforhøjelsen vil kunne opfylde kravet til kernekapitalen på 4,5 pct. pr. 31. december 2015. Det vil dog ikke være muligt at opfylde kravene til kapitalens sammensætning, såfremt der ikke gennemføres en kapitalforhøjelse eller andre tiltag med henblik på at styrke kapitalen. Ledelsen har derfor aflagt årsregnskabet under forudsætning om fortsat drift," står der i ledelsesberetningen, der fortsætter:

"Det er en forudsætning for bankens langsigtede drift, at banken kan etablere og fastholde en tilstrækkelig kapitalmæssig dækning, herunder at banken er i stand til at fremskaffe kapital til absorbering af den løbende udfasning af den efterstillede kapital, herunder navnlig frem mod 2018, hvor den statslige kernekapital udgår af kapitalgrundlaget."

Usikkerhed om forventninger

Østjydsk Bank skriver om sine forventninger til resultatet for 2015, at meget afhænger af den fortsatte krise med Rusland.

"Den økonomiske udvikling generelt set og ikke mindst de fortsat lave afregningspriser på landbrugets primære produkter, drevet af, at udsigten til en løsning af handelskrisen mellem EU og Rusland er meget usikker, forventes fortsat at give udfordringer for den finansielle sektor. Dette medfører, at banken ikke med rimelig sikkerhed kan angive forventningerne til resultat før skat for 2015. Østjydsk Bank A/S udmelder derfor alene resultatforventninger til indtjening før kursreguleringer og nedskrivninger," står der i regnskabet.

Banken forventer samlet et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger for 2015 i niveauet 130-145 mio. kr. "Heraf udgør nettoprovenu ved salg af to afdelinger til Jutlander Bank 73,1 mio. kr."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også