Saxo Bank: Valutatab er kundernes egen skyld

Kunder, der tabte penge hos Saxo Bank på schweizerfrancen, må bebrejde sig selv og ikke banken, mener Saxo Bank efter kritik.
Foto: STEEN OLE/POLFOTO
Foto: STEEN OLE/POLFOTO
AF RITZAU FINANS

En række investorer med konti i Saxo Bank tabte store penge, da Schweiz i sidste måned fjernede valutabåndet til euro. Efter lukketid reviderede banken prisen på handler med schweizerfranc, og det førte til store tab for investorer, herunder handlende, der ellers havde oprettet en "stop-loss"-ordning for at begrænse tab.

Det skriver den amerikanske avis Wall Street Journal.

Ifølge Wall Street Journal har Saxo Bank udtalt, at ethvert tab ved valutahandlen er kundernes egen skyld, og at forretningsbetingelserne giver banken ret til at revidere priser efter handler er blevet gennemført.

På Saxo Banks hjemmeside lover banken ellers sine kunder "dyb likviditet, transparente priser og en prisvindende handelsplatform" ved online valutahandel.

"Jeg synes, at det var en fair måde at håndtere situationen på. Kunder, der har tabt penge, kan bebrejde os, eller de kan bebrejde dem selv," siger bankens finansdirektør Steen Blaafalk.

Havde grænse på 900 dollar - tabte 22.800

Prisrevidering er ikke er unormalt i industrien, men ekstremt usædvanligt i et så stort antal handler. Finanstilsynet har derfor krævet, at banken præsenterer detaljer omkring alle handler med schweizerfranc foretaget den 15. januar i år.

Efter Wall Street Journals gennemgang af Saxo Bank-kunders handler estimerer avisen, at SaxoBank har korrigeret prisen for nogle handler med tilbagevirkende kraft, og forsøger at få sine kunder til at tilbagebetale tab for omkring 100 mio. kr.

"Det føles ligesom at købe en flybillet til 1000 dollar og derefter finde ud af, at prisen er blevet ændret til 20.000 dollar," siger Tay Lip Sing til Wall Street Journal.

Sing havde med Saxo Bank arrangeret en "stop-loss"-ordning, der skulle begrænse tabet til 900 dollar, men efter Saxo Banks prisregulering lød tabet i stedet på 22.800 dollar, som efterfølgende blev trukket fra hans konto i banken.

Saxo Bank har udtalt, at det aggressive træk skulle reflektere det kaos, markedet befandt sig i den dag, og at alle handler efterfølgende vil blive gennemgået og revideret og således ændret til mere præcise kurser.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også