Direktør: Bankkunder kan sove roligt trods rentesænkning

Selv om Nationalbanken sænker renten på indskudsbeviser til historisk lavt niveau, bliver bankkunder ikke ramt
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Danskere med penge på bankbogen kommer ikke til at mærke, at Nationalbanken for tredje gang på 11 dage har sænket den danske rente på indskudsbeviser. Det er den rente, som bankerne får, når de sætter penge ind i Nationalbanken.

Sådan lyder vurderingen fra administrerende direktør i den private bankportal, Mybanker, John Norden efter, at Nationalbanken torsdag nedsatte indskudsbevisrenten med 0,15 procentpoint til -0,50 procent.

"Jeg tror ikke, vi kommer til at se negative renter. Det er en usynlig grænse, man går over. Folk vil sige, at hvis jeg ikke kan få noget for at have penge i banken, og at jeg skal betale for at have dem der, så kan jeg lige så godt tage dem ud," siger John Norden.

Direktøren i Mybanker mener, at bankerne er lune på at sænke indlånsrenten i banken til et minusniveau, men modet mangler.

"Jeg tror ikke, at de tør nu. De har meget lyst til det, men de tør ikke," siger John Norden.

Rentenedsættelsen sker på baggrund af Nationalbankens køb af valuta i markedet, oplyser Nationalbanken i en pressemeddelelse. Flere bankøkonomer betegner renteniveauet på indskudsbeviser som det laveste niveau nogensinde.

Mens bankkunderne ifølge John Nordens vurdering ikke kommer til at mærke til rentesænkningen, er den godt nyt for boligejerne.

"For boligejerne er det positivt, fordi renten falder. Jeg tænker, at to-procentslånene kommer tæt på kurs 100," siger han.

Jo tættere kursen er på kurs 100 på et fastforrentet obligationslån jo mere økonomisk attraktivt er lånet.

Nationalbanken oplyser samtidig, at banken holder udlånsrenten, diskontoen og foliorenten uændret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også