Nordjyske: Kæmper til sidste fløjt

I Nordjyske Bank glæder bankdirektøren Claus Andersen sig over, at regnskabet for tredje kvartal viste en glimrende kombination af faldende udgifter og stigende indtjening. Samtidig afslører han, at fusionsplanerne med Nørresundby ikke er lagt på hylden endnu.

Årets første ni måneder har i Nordjyske Bank kastet den højeste basisindtjening nogensinde af sig, og det glæder bankdirektøren, der fortæller, at banken ikke har opgivet troen på en fusion med Nørresundby Bank helt endnu.

”En af de ting, som vi glæder os over, er vores basisindtjening og nogle af de ting, som ligger bag den. Det, der får basisindtjeningen til at bevæge sig op i det niveau, er en kombination af, at vi både øger vores indtægter og reducerer vores udgifter, og det er altid en god kombination,” siger Claus Andersen, der er bankdirektør i Nordjyske Bank.

Men selvom Nordjyske med en basisindtjening på 178 mio. kr. slog rekord, er der ifølge Claus Andersen ting, som driller.

 Regnskab: Nordjyske opjusterer igen 

Det er vel lidt ærgerligt, at det er gebyrer og provisionsindtægterne, der løfter basisindtjeningen?

”Ja, selvfølgelig. Det er en af de ting, som er udfordringen. Det er at få lidt volumen på udlånssiden, men når det er sagt, så har vi haft en pæn kundetilgang i de første tre kvartaler af i år, som også har tilført os over 400 mio. kr. i udlån, så der kommer nyt udlån ind den vej rundt,” siger Claus Andersen.

Netop derfor ligger bankens udlån forholdsvist fladt med kun et lille fald på 30 mio. kr. siden nytår.

”I de her tider er det sådan set ok at have et stabilt udlån. Selvfølgelig vil vi gerne have noget stigning på det, men det er ikke så lige til, når vi også gerne vil have den rigtige kvalitet på de udlånskroner, som vi tilbyder,” siger Claus Andersen.

En fodboldkamp varer 90 minutter

Det er endnu for tidligt for bankdirektøren at spå om resultatet i 2015, men han forklarer, at der er poster, som ikke nødvendigvis vil kaste samme gevinst af sig næste år.

”Vi skal være opmærksomme på, at det resultat, som vi har i år, er præget af nogle indtægter, som vi ikke kan få ind næste år. Alene på Nets havde vi 14 mio. kr. i kursgevinster. Det kan vi ikke forvente næste år. Og om vi kan forvente en konverteringsaktivitet eller tilsvarende næste år er også svært at spå om,” siger Claus Andersen.

Har I helt opgivet en fusion med Nørresundby Bank?

”Vi har ikke opgivet den. En fodboldkamp varer 90 minutter, og først når dommeren har fløjtet for sidste gang, er kampen slut. Men det er selvfølgelig lidt op af bakke, når vi sidder ude på sidelinjen, som vi gør i øjeblikket,” siger Claus Andersen.

Men er vi så ikke ude i et comeback af Liverpoolske dimensioner, hvis det skal ske?

”Det har jeg svært ved lige at se, hvor det skal komme fra, men som sagt vi sidder i en situation, hvor vi afventer de vurderinger og sonderinger, som Nørresundby er i gang med i øjeblikket. Så lad os se, hvad der kommer ud af det,” siger Claus Andersen.

 Nordjyske-direktør: Et tilbud der er svært at matche

 Nordjyske-formand: Vi skal til Aalborg på den ene eller den anden måde 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også