Verdens ældste bank er Europas dårligste

Italiens tredjestørste bank, og verdens ældste bank, Banca Monte dei Peschi di Siena, kommer suverænt dårligst ud i EU's stress-test. Faktisk vil banken i det hårde stress-scenarie have negativ egenkapital.

Kravet for at bestå EU's stress-test er, at bankerne i testen mindst har en solvensmæssig egenkapital på 5,5 pct. af de risikovægtede aktiver, efter at have været igennem tre års økonomisk helvede.

Det var der 24 ud af 124 banker i stress-testen, som ikke kunne klare. Hårdest ramt er Italiens tredjestørste, og verdens ældeste endnu eksisterende, bank, Monte dei Peschi di Siena.

I udgangspunktet var banken allerede presset, med en solvensmæssig egenkapital på blot 7,0 pct. ved udgangen af 2013. Men banken bliver totalt rundbarberet i det europæiske banktilsyn, EBA's, stresstest. Baseret på regnskabet for 2013, vil bankens solvensmæssige egenkapital ganske enkelt være negativ med 72 mio. euro, eller 536 mio. kr., ved udgangen af 2016, svarende til minus 0,1 pct. af de risikovægtede aktiver.

Underbalance på 4,2 mia. euro

Kravet er, at banken mindst skal have 5,5 pct. i solvensmæssig egenkapital, svarende til 4,2 mia. euro. Til sammenligning er det samlede kapitalunderskud blandt de banker, der dumpede EBA's stresstest, på 24,2 mia. euro.

Stress-testen viser, at banken, der til dagligt kaldes MPS, selv i basisscenariet vil få et underskud i 2014 på 639 mio. euro. I det hårde scenarie eksploderer det til et kunderskud på mere end 2,3 mia. euro.

EBA noterer sig dog, at MPS allerede i år har rejst kapital, der styrker den solvensmæssige egenkapital med godt 5,1 mia. euro, men heraf er 3 mia. euro blevet brugt til at tilbagebetale andre kapitalinstrumenter med.

MPS har længe haft problemer, og det er langt fra en lille bank. Den har 3.000 filialer, 33.000 ansatte og 4,5 mio. kunder i Italien.

Officielt blev banken grundlagt af bystaten Siena i 1472, og den regnes dermed for verdens ældste endnu eksisterende bank. I sin nuværende form stammer banken "kun" fra 1624, hvor banken blev overtaget af ærkehertung Ferdinand II. af Toscana.

Skjulte voldsomme tab

I 2009 begyndte banken dog at akkumulere voldsomme tab på afledte finansielle instrumenter, som blev skjult for både revisorerne og Italiens centralbank.

Aktien faldt voldsomt da tabene blev kendt i januar 2013, og den 25. januar blev aktionærerne indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, for at godkende en redningsplan til 4,5 mia. euro, og dagen efter godkendte Banca d'Italia en krisepakke til 3,9 mia. euro.

I en pressemeddelelse hæfter banken sig dog ved at kapitalen er blevet væsentligt styrket gennem en aktieemission i juni i år.

Men det ændrer dog ikke på, at banken fortsat mangler 2,1 mia. euro i at leve op til minimumskravene til kapitalen, oplyser EBA.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også