Nykredit vil investere i skoven

Nykredit giver nu deres kunder muligheden for at investere i blandet andet skove, boreplatforme og vindenergi. Investeringerne i de illikvide aktiver skal give en bedre risikospredning, så Nykredit ikke bliver taget med bukserne nede, hvis renten stiger.

Nu kan du investere i skovens dybe stille ro og andre illikvide aktiver.

Måske ikke direkte i den dybe stille ro, men du kan i hvert fald investere i skoven gennem Nykredit. For som den første bank i Danmark tilbyder Nykredit nu sine opsparende kunder muligheden for at investere i skove, boreplatforme, vindenergi og andre former for infrastruktur.

Det er gennem Nykredit Privat Portefølje og Nykredit Pensions Invest, der satser på de faste aktiver, der giver høje og stabile afkast og hvis værdi og afkast ikke påvirkes af konjunkturudsving på samme måde som aktier og obligationer.

”Vi har nået den størrelse, der er nødvendig for, at vi kan investere en mindre del af vores opsparingskunders formue i illikvide aktiviteter. På grund af de faldende renter er obligationer blevet mindre stabile papirer end tidligere. Tiden er derfor inde til at sikre vores opsparingskunders langsigtede afkast og sprede deres risiko yderligere,” udtaler investeringsdirektøren i Nykredit, Peter Kjærgaard, i en pressemeddelelse.

Højere risiko men bedre spredning

Nykredit mener selv, at den nye aktivklasse giver deres opsparingsprodukter noget ekstra i ”form af langsigtede afkast og en bedre risikospredning.

Ved en rentestigning på 1 pct. vil en typisk portefølje på 1 mio. kr. i lange obligationer tabe 6 pct. i værdi. Risikoen for, at der kommer rentestigninger, er en af årsagerne til, at Nykredits opsparingskunder fremover placerer en del af pengene i faste anlægsaktiver.

I pressemeddelelsen forklarer banken selv, at grunden til, at afkastet på et illikvidt aktiv er højere end på eksempelvis en obligation, er, fordi det ikke kan sælges igen med kort varsel. Det giver en øget risiko, der til gengæld giver et højere afkast til investoren.

”Nykredits mange opsparingskunder løber dog ikke en individuel risiko. Vi beregner vores samlede risiko og tilpasser vores beholdning af illikvide aktiver efter det,” udtaler Peter Kjærgaard i pressemeddelelsen.

Det er muligt for alle Nykredit kunder at købe sig ind i Privat Portefølje og Nykredit Pensions Invest med deres pension og med frie midler.

I pressemeddelelsen bliver det oplyst, at Nykredit ikke vil investere direkte i de faste aktiver, men via ejerandele i projekter og værdipapirer, der har anlæggene som bagvedliggende værdi.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også