Regnskab: Den Jyske Sparekasse får sorte tal på bundlinjen

Den Jyske Sparekasse fik faldende indtægter i første halvår, men lavere nedskrivninger sikrer, at minus bliver til plus

(Opdateret)

Den Jyske Sparekasse fik i første halvdel af 2014 et resultat på plus 48,5 mio. kr., mod et underskud på 75,3 mio. kr. i første halvdel af 2013.

Fremgangen kommer på trods af, at såvel netto renteindtægter som netto gebyrindtægter falder.

Sparekassen er selv tilfreds med halvårsregnskabet, på trods af at udlånet ikke levede op til forventningerne, og nedskrivningerne blev 61 mio. kr. højere end forventet. Det sidste blev dog mere end opvejet af højere kursreguleringer.

Sparekassen oplyser også, at den faktiske solvens er 13,2 pct., hvilket er 2,4 procentpoint over det individuelle solvensbehov på 10,8 pct. Det er under bestyrelsens målsætning om at have en buffer mellem solvenskrav og faktisk solvens på mindst 5 procentpoint.

Sparekasse oplyser, at man i prioriteret rækkefølge vil bruge følgende instrumenter til at øge solvensoverdækningen:

  • overskud
  • salg af sektoraktier
  • optagelse af kapital der kan overholde CRD IV/CRR reglerne og Finanstilsynets 8+ solvenskravmodel
  • slankning af balancen

Fald i toplinjen

Sparekassen, der de  senere år er vokset markant gennem fusioner med andre sparekasser, fil i alt netto rente- og gebyrindtægter på 391 mio. kr., hvilket var lige knap 6 pct. mindre end i første halvdel af 2013.

Til gengæld var kursreguleringerne på 68,4 mio. kr., hvoraf en betydelig, men ikke specificeret, andel er gevinsten fra salg af Nets-aktier.

Sparekassens udgifter faldt i halvåret med 4,3 pct. til 222,5 mio. kr. som følge af en medarbejderreduktion sidste år, som nu slår fuldt igennem på regnskabet.

Nedskrivningerne, der har været en tung post på regnskabet de senere år, faldt med godt 100 mio. kr., fra 268,2 mio. kr. i første halvdel af 2013 til 162,2 mio. kr. i den tilsvarende periode i år.

Lavere udlån

Som de fleste banker i Danmark har Den Jyske Sparekasse mere end almindeligt svært ved at holde dampen oppe på udlånet. Det samlede udlån var ved udgangen af juni på lige knap 10,9 milliarder kr., hvilket 3,9 pct. mindre end ved indgangen til 2014.

Sparekassen oplyser, at resultatet før skat samlet svarer til forventningerne, og at det er acceptabelt, at den primære indtjening er 11 mio. kr. under budget, blandt andet fordi udlånet "har været noget under budget".

Nedskrivningerne overraskede negativt, da der blot var budgetteret med nedskrivninger på 100 mio. kr., men det blev mere end opvejet af kursreguleringer, der var højere end forventet.

"For 2. halvår 2014 forventes et resultat før skat på ca. 25 mio. kr. Der forventes kun beskedne kursreguleringer i halvåret, mens nedskrivningerne forventes at falde yderligere og er budgetteret til 100 mio. kr.," skriver sparekassen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også