Man kan ikke vide, hvad der er op og ned

Regnskab fra Jyske Bank byder på flere spørgsmål end svar.
Christian Sehested

Denne artikel handler om et regnskab, den interesserede aktionær eller læser ikke kan bruge til ret meget.

I hvert fald hvis man skal tro Jyske Banks topchef, Anders Dam, der tirsdag fremlagde bankens tal for de første seks måneder af 2014.

For ganske vist refererer banken i pressemeddelelsen om regnskabet til et rekord-regnskab. Men præcis hvad der rører sig i niveauerne under den 2,4 mia. kr. store opskrivning, man tager på overtagelsen af BRFkredit, og som sikrer bankens rekordresultat før skat på 2,8 mia. kr. mod 1,2 mia. kr. i samme periode af 2013, bør man ikke se meget nærmere på, mener Anders Dam.

»Jeg lægger ikke så meget vægt på, hvordan de enkelte poster i regnskabet er i det her kvartal. Der er taget mange geværgreb og blevet lavet for mange ledelsesmæssige ensretninger til, at man kan det. Det her er et fusionsregnskab, og før man kan vurdere den underliggende drift ud fra et stabilt grundlag, skal man nok frem til 2. halvår af 2015,« siger han.

Et af de helt store geværgreb finder man ellers på et område relativt uberørt af fusionen. Her giver den klassiske bankdrift med ind- og udlån et markant underskud på 351 mio. kr. mod et plus på 87 mio. kr. for de første seks måneder af 2013.

Det skyldes altovervejende, at nedskrivningerne stiger fra 542 mio. kr. for et år siden til 867 mio. kr. i dag. En udvikling, som Jyske Bank først og fremmest forklarer med beslutningen om at tage en bred nedskrivning på bankens privatkunder på næsten en kvart milliard.

Præcis hvorfor den nedskrivning kommer nu, er dog svært at få et klart svar på, selv om Anders Dam medgiver, at Jyske Bank på det punkt skiller sig markant negativt ud i forhold til konkurrenterne. Men: »Det her regnskab er blandede bolsjer, hvor man ikke kan vide, hvad der er op og ned. Først i 2015 kan man få et ordentligt billede.«

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også