Regnskab: Stigende udlån og indtægter i Grønlandsbanken

Grønlandsbanken har i første halvår øget udlån og garantier med en kvart mia. og det er med til at løfte bundlinjen til 78,4 mio. kr. mod 58,6 mio. kr. sidste år.

Det er lykkedes Grønlandsbanken at få vækst ind i lånebøgerne, og det afspejler sig på bundlinjen, der før skat lander på 78,3 mio. kr. mod 58,6 mio. kr. året før.

Det svarer til en årlig egenkapitalforrentning på 19 pct.

Det får banken til at præcisere sine forventninger opad. Hvor man før ventede mellem 125 og 145 mio. kr. før kursreguleringer og nedskrivninger, guider man nu, at banken forventer at lande i den høje ende af dette interval.

Udlånet og garantier er steget med 249 mio. kr., og netto rente- og gebyrindtægter steg med 6,1 mio. kr. til 144.4 mio. kr. sammenlignet med samme periode sidste år.

"Når vi har kunnet øge indtjeningen i Grønlandsbanken, er det på grund af en pæn stigning i udlån og garantier. Vi har haft to år med negativ udvikling i BNP i Grønland og det har kunnet mærkes ved udlånsfald. Men det ser ud til at være vendt nu, og det kan ses ved en pæn stigning i nettorenterne. Sammen med en forøget obligationsbeholdning og øgede indtægter på kundernes handel med værdipapirer bliver det til en ganske pæn stigning i indtægterne. Samtidig falder udgifterne i forhold til første kvartal, hvor der var en række engangsomkostninger," skriver bankdirektør Martin Kviesgaard i en kommentar til FinansWatch.

Nedskrivningerne er ligger fortsat meget lavt på 0,2 pct. af udlånet svarende til 8,5 mio. kr., mens kursreguleringerne trækker markant opad med 16,8 mio. kr.

Martin Kviesgaard forklarer, at banken har taget markedsandele blandt erhvervskunderne, og det har krævet en aktiv indsats.

"Filialer og aktiv rådgivning har vist sig at være den rigtige satsning for os. Her er der ikke bare tale om god service – det er også en rigtig god forretning. Derudover har vi en medarbejderstab, som arbejder benhårdt på at holde en god kontakt til kunderne. Sådan en indsats bon’er også ud i regnskaberne," vurderer Martin Kviesgaard i kommentaren.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også