Østjydsk Bank på observationsliste efter solvens- og kursdyk
"Østjydsk Bank pålægges observationsstatus, idet der hersker væsentlig usikkerhed om selskabet eller kursdannelsen, skriver børsselskabet Nasdaq OMX i en meddelelse.
Bankaktien falder i fredagens handel omkring 28 pct. til 22,60 kr., efter at Finanstilsynet har været på besøg og krævet store nedskrivninger.
Banken skal nedskrive yderligere 216 mio. kr., hvilket skubber bankens solvens ned på 10,2 pct. og et godt stykke under sit nye og øgede individuelle solvenskrav på 12,9 pct.
Østjydsk Bank har indtil torsdag 10. juli til at indsende en genopretningsplan til tilsynet med en beskrivelse af, hvordan solvensen skal hæves. Alle muligheder er i spil, fortæller bankdirektør Max Hovedskov.
Ifølge Nordea er et salg af banken eller en fusion et sandsynligt udfald af de store problemer. Nordea ser blandt andet Jyske Bank som en mulig interesseret køber.
/ritzau/FINANS