FinansWatch

Nordea Markets-analytikere bedst på nordiske aktier

Når det gælder om korrekt at forudsige indtjeningen på nordiske børsnoterede selskaber, og anbefale hvilke aktier kunderne skal købe og sælge, er analytikerne hos Nordea Markets for tredje år de bedste. Men den bedste aktievælger er dansker, og sidder hos en konkurrent.

Analysefirmaet Starmine, der er en del af Thomson Reuters, måler hvert år, hvem der er de bedste analytikere.

Starmine ser dels på, hvor gode analytikerne er til at forudsige resultaterne for børsnoterede virksomheder, og dels på hvor gode analytikernes købs- og salgsanbefalinger er, i forhold til den faktiske markedsudvikling.

Hvis man ser på analysedækningen af de børsnoterede virksomheder i Norden, så sidder de dygtigste analytikere ifølge Starmine hos Nordea Markets. Det var i øvrigt også tilfældet både i 2013 og 2012, mens aktieanalytikerne hos Danske Markets var bedst i 2011, ifølge Starmine.

De næstbedste analytikere på nordiske børsnoterede selskaber sidder ifølge Starmine hos Handelsbanken, mens Carnegie og norske DNB Markets i 2014 indtager en delt tredjeplads.

Udfordrende markedsforhold

"Markedsforholdene har fortsat været udfordrende, og konkurrencen mellem børsmæglerne er fortsat benhård, hvilket gør analytikernes job hårdere end nogensinde," skriver Raj Shah, chef for Starmines børsmægleranalyser, i en kommentar. Han fortsætter:

"Analytikerne har været nødt til at reagere på ændrede krav hos investorerne, samtidig med at de skal give et helhedsbillede af markederne. De vindende analytikere var dem, der ikke var bange for at lave en salgsanbefaling, og lavede regnskabsestimater der var tidligere og mere præcise end deres kolleger."

Dansker helt til tops

Den bedste analytiker i Norden, målt på købs- og salgsanbefalinger, er ifølge Starmine danske Søren Samsøe, der netop er blevet udnævnt til chef for aktieanalysen i SEB Enskilda, hvor han har arbejdet i flere år. Den bedste analytiker til at forudsige virksomhedernes indtjening, er i år den London-baserede Peter Welford fra Jefferies & Co., der blandt andet dækker den volatile biotek-industri.

Hos vinderne i Nordea Markets kan den globale chef for aktie- og kreditanalysen, Thomas Winther Sørensen, sagtens genkende Raj Shahs bemærkninger om, at konkurrencen bliver stadigt hårdere blandt aktieanalytikerne.

”På kundesiden ser vi, at kunderne reducerer antallet af modparter blandt børsmæglere, hvilket øger efterspørgslen efter ’one-stop-shopping’, hvor man kan få udført alle tjenester, med den højest mulige kvalitet. Så man kan sige, at fårene er ved at blive skilt fra bukkene i disse år,” siger han til FinansWatch.

Lang tids fremgang

Nordea Markets har langtsomt, men sikkert, kæmpet sig op af ranglisterne hos Starmine. I 2009, hvor Kaupthing/FIH - i øvrigt under Thomas Winther Sørensen - var nummer et i Norden, kom Nordea ind på en ottendeplads, sammen med fire andre børsmæglere.

I 2010 blev det blot til en syvendeplads, men efter en omfattende strukturændring i 2011, hoppede Nordea til en andenplads delt med Handelsbanken og SEB Enskilda. Og siden har Nordea altså sat sig på førstepladsen.

Starmine er en såkaldt kvantitativ undersøgelse, i modsætning til f.eks. den meget brugte Prospera-undersøgelse, der er en kvalitativ undersøgelse, hvor store institutionelle investorer bliver spurgt om, hvilke analytikere og børsmæglerhuse de foretrækker.

Her er Nordea også gået frem, og er nu nummer et i Norden, hvis man alene ser på analysesiden. Samlet set udråbte Prospera dog Nordea Markets til at være tredjebedst, efter SEB Enskilda og Handelsbanken. I Danmark og Finland var Nordea dog nummer et, selv om Danske Bank fortsat var den foretrukne børsmægler blandt de største investorer.

Nordea størst på markedsandel

Siden oktober sidste år har Nordea Markets, der i alt beskæftiger 40 aktieanalytikere og ca. 10 kreditanalytikere, i øvrigt også målt på markedsandel været størst på aktiehandel i Norden, fortæller Thomas Winther Sørensen.

Starmine har også set på, hvilke analytiker der har været bedst i forskellige industrisektorer. Her har både Nordea og danske analytikere dog haft svært ved at erobre førstepladsen. Der er ingen danske analytikere i førertrøjen, og Nordea kan kun stille med en enkelt analytiker, Johannes Grasberger, som bedst til at vælge industriaktier. Men til gengæld har Nordea Markets netop hyret Niclas Höglund fra Swedbank, der ifølge Starmine er bedst til at vælge såvel forbrugeraktier som ejendomsaktier.

 

SEB rokerer i aktieledelsen

Prospera: Danske har de skarpeste analytikere

IR-chefer hylder Danske Banks analytikere 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs