Regnskab: DAB stadig under solvenskrav

Trods adskillige tiltag der har løftet solvensen og et pænt fjerde kvartal ligger DAB stadig under det individuelle solvensbehov.

Det går bedre med at få rettet op på solvensen i DAB, men den pressede landbrugsbank er fortsat ikke helt i mål.

Det fremgår af selskabets årsregnskabsmeddelelse.

" Danske Andelskassers Bank fik i fjerde kvartal 2013 et positivt resultat før skat på 16 mio. kr. Kombineret med forskellige andre tiltag betyder det positive resultat, at Danske Andelskassers Banks solvensprocent pr. 31. december 2013 var på 11,2 %, mens den pr. datoen for denne årsrapport – alt andet lige – er på 11,8 %. ... Underdækningen i forhold til det individuelle solvenskrav var pr. 31. december 1,4 procentpoint og på datoen for denne rapport 0,2 procentpoint," skriver DAB.

Årsresultat i DAB er dog trods det positve fjerde kvartal stadig ubehagelig læsning med en blodrød bundlinje på -380 mio. kr. mod -183 mio. kr. året før.

"Resultatet skyldes særligt nedskrivninger på baggrund af Finanstilsynets besøg i tredje kvartal 2013, og resultatet betegnes som meget utilfredsstillende," skriver DAB og uddyber, at der dog er lyspunkter:

"Resultatet for 2013 betegnes som meget utilfredsstillende, men det betegnes som tilfredsstillende, at banken i fjerde kvartal 2013 fik et positivt resultat før skat på 16 mio. kr. mod et resultat før skat på -70 mio. kr. i fjerde kvartal 2012."

Fald i udlån

Selve kerneforretningen tjener dog færre penge end sidste år, hvilket primært skyldes et mindre udlån. Basisindtjeningen ligger på 178 mio. kr. mod 231 mio. kr. i 2012.

"Den væsentligste årsag til faldet i basisindtjening er et fald i renteindtægter. De faldende renteindtægter kan i al væsentlighed tilskrives et faldende udlån, og det er bankens oplevelse at den moderate vækst, der er i Danmark, endnu er på et lavt niveau – særligt i bankens primære markedsområder, uden for de større byer," skriver DAB.

Nedskrivningerne udgjorde hele 524 mio. kr. svarende til 5,7 pct. af de samlede udlån og garantier.

Banken arbejder fortsat på højtryk for at hæve solvensprocenten, skriver åde direktør Jan Pedersen og formand Jakob Fastrup i børsmeddelelsen.

" Arbejdet med vores kapitalmæssige genopretningsplan skrider frem, og vi vil i 2014 fortsætte den udviklingslinje, der er fulgt de senere år – uden at glemme rødderne. Vi vil sikre et fortsat godt pengeinstitut for vores kunder og lokalområder," lyder kommentaren fra Jan Pedersen.

”Den kapitalmæssige genopretningsplan har naturligvis førsteprioritet for bestyrelsen, da det er afgørende at sikre en tilfredsstillende solvens og dermed fjerne den usikkerhed, nogen uvægerligt har i forhold til banken. Derfor er det også meget tilfredsstillende med de fremskridt, der er sket,” supplerer formanden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også