Regnskab: Landbobanken i imponerende soloridt på udlånet

Ringkjøbing Landbobank leverer en markant fremgang på udlånet i 2013, som har været bankens eneste udfordring i årene efter krisen. Bankens resultat før skat nærmer sig en halv mia. kr. (Opdateret)

Ringkjøbing Landbobank lægger pres på de øvrige institutter helt fra årets start ved at sende en bomstærk årsrapport på gaden, hvor det særligt skinner i øjnene, at bankens udlån er vokset med 11 pct. i 2013.

Dermed har John Fisker og co. for alvor fået taget hånd om den helt store udfordring for det ellers meget succesrige institut, der har haft vanskeligt ved at fastholde og vokse sit udlån i årene efter krisen. Det har i sagens natur været vanskeligt, da kunderne i stor stil betaler gæld tilbage i disse år, men alligevel har man fornemmet en vis ærgrelse på torvet i Ringkjøbing, at man ikke kunne bruge den stærke markedsposition til at hente så mange nye kunder, at det kunne overtrumfe gældsnedbringelsen hos den eksisterende kundekreds.

Men 2013 blev altså året, hvor banken fik sat fart i udlånet igen med den markante fremgang på hele 11 pct.

Banken skriver, at fremgangen groft sagt har to årsager. Vindmøllefinansiering trækker godt halvdelen af væksten, mens den øvrige vækst kommer fra bankens filialnet og andre niche-satsninger, hvor private banking-aktiviteterne har været det store slagnummer udadtil i 2013. Udlånet i Ringkjøbing Landbobank nærmer sig nu 14 mia. kr.

Markant faldende renteudgifter

Det er også værd at notere sig, at banken i 2014 forventer en omkostningsstigning på 6 pct. Det er noget af et særsyn i sektoren i disse år, og måske særligt i Ringkjøbing Landbobank, der er i særklasse den mest omkostningseffektive bank i landet.

Nettorenteindtægterne i landbobanken gik marginalt tilbage i 2013 og landede på 630 mio. kr. I sig selv ikke et iøjenfaldende tal, men det er værd at notere sig, at renteindtægterne faktisk gik 7 pct. tilbage, mens renteudgifterne til gengæld faldt med mere end en fjerdedel.

Gebyr og provisionsindtægterne gik frem med 20 mio. kr. til knap 230 mio. kr. - her kan det ses, at der er kommet godt fart i private banking-aktiviteterne.

Kursreguleringerne i banken er gået en del tilbage - faktisk er de halveret til 23 mio. kr.

Udgifterne er gået frem med 2,2 mio. kr. til 255 mio. kr.

Bankens nedskrivninger falder fra 157 mio. kr. til 120 mio. kr., mens bundlinjen går frem med 30 mio. kr. til knap 358 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også