Jyske: Kedeligt er godt for Nordea

Nordea har klaret sig godt igennem finanskrisen grundet lave finansieringsomkostninger og hovedeksponering mod markeder, der ikke har været så hårdt ramt af krisen.
AF RITZAU FINANS

Og det lover også positivt for fremtiden, vurderer Jyske Bank, der genoptager dækningen af den svenske bank med anbefalingen "køb" og kursmålet 92 kr., efter at Jyske har fået ny bankanalytiker.

"Mantraet for Nordea er profitabel vækst og ikke at deltage i konkurrence på pris og markedsandele. Vi forventer dog ikke, at Nordea kan fastholde det samme niveau for udlånsvækst sammenlignet med konkurrenterne, fordi de er blevet mere aggressive mod enden af finanskrisen på eksempelvis de svenske og norske markeder og også i Danmark, hvor den største konkurrent, Danske Bank, er kommet sig," skriver Jyske Banks nye bankanalytiker, Thomas Eskildsen, i en analyse.

Han ser blandt andet de nordiske finanstilsyns godkendelse af et nyt regnskabsprincip - IRK - som et vigtigt skridt for Nordea.

"Vi forventer, at Nordea vil drage fordel af godkendelsen og iværksætte yderligere effektivitets-initiativer for at reducere de risikovægtede aktiver og dermed optimerer kapitalen," skriver Thomas Eskildsen, der forventer et højt udbytte fra Nordea i 2014 - muligvis krydret med et nyt aktietilbagekøbsprogram.

Nordea-aktien er den eneste af de dansknoterede bankpapirer, der har overvundet finanskrisen og toppet sin kurs fra 2007, før subprimelån, CDO'er og fastfrosne finansmarkeder sendte bankaktierne i dørken.

Mandag formiddag koster en Nordea-aktie 76,95 kr. på børsen i København efter et fald på 0,5 pct. for dagen.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også