Finansforbundet: Nationalbanken på afveje

Kent Petersen, formand for Finansforbundet, kritiserer Nationalbanken for at trampe ind på områder, hvor den slet ikke har noget at gøre.
Foto: Finansforbundet
Foto: Finansforbundet
AF KASPER KRONENBERG

"Analyserne viser, at der er betydelig kapacitet i det finansielle system, og der er potentiale for omkostningsforbedringer og dermed mere rentabel drift".

Sådan lød det i går på Nationalbankens halvårlige pressemøde fra direktør Hugo Frey Jensen fra Nationalbanken.

Han understregede at høje lønninger og mange ansatte ikke i sig selv er et problem, hvis de, der skal betale, ikke har noget imod det, men begynder man at kæmpe om indtjeningen og dermed udlånet, kan det blive destabiliserende for den finansielle stabilitet.

Kommentarerne har fået formand for Finansforbundet, Kent Petersen, til tasterne, hvor han i en kommentar kritiserer Nationalbanken for at blande sig i forhold, der ligger uden for dens resportområde.

Kent Petersen kalder kommentarerne for ”… et par mildest talt mærkværdige ytringer om beskæftigelsen i den finansielle sektor. Det er ikke alene langt uden for Nationalbankens ressortområde – selve indholdet strider også mod det produktivitetsbillede, vi ser i sektoren.”

Skomager bliv ved din læst

Han mener blandt andet, at Nationalbanken bruger en definition på produktivitet, som ikke just er optimal i 2013.

”Produktivitet er en svær størrelse. Hvis man benytter et produktivitetsmål baseret på indenlandsk kreditgivning pr. beskæftiget, som Lars Rohde også gjorde på Finansrådets nylige årsmøde, så får man en produktivitetsgevinst, hvis der blot udlånes så meget som muligt – altså sådan set netop det, der førte os ind i den krise, vi har kæmpet med i fem år,” skriver Kent Petersen.

Han peger på, at Finansrådet netop har adresseret sektorens produktivitet i publikationen ’Det Finansielle Danmark’, hvor billedet ifølge ham ser anderledes positivt ud.

”Her fremgår det, at sektoren tegner sig for 6,8% af bruttoværditilvæksten – og kun 3 % af beskæftigelsen. Også Produktivitetskommissionen har fremhævet den finansielle sektor som liggende i toppen inden for serviceerhvervene, når man ser på relativ dansk produktivitetsvækst ift. Udlandet,” skriver han.

”Nationalbanken har til formål at sikre stabilitet i priser, betalinger og i det finansielle system. Det burde de koncentrere sig om og overlade overenskomstforhandlingerne til medarbejdere og arbejdsgivere, som det nu engang er god skik i den danske aftalemodel,” slutter Kent Petersen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også