Bjerre-Nielsen: Hullet efter Roskilde vokser

Roskilde Bank-erstatning er enestående, lyder det fra FS-direktør. Regning går direkte til staten.
Foto: STROYER TORBEN
Foto: STROYER TORBEN

Det går godt. Men det kommer til at gå endnu bedre.

Sådan lød spådommen fra Roskilde Bank til sine kunder og aktionærer i de perioder af 2006 og 2007, hvor banken gik i markedet for at sælge aktier.

Men samtidig havde banken hemmelige møder med Finanstilsynet, hvor direktør Henrik Bjerre-Nielsen var aldeles uenig i forudsigelserne om guld og grønne skov.

Og dermed snød banken sine kunder, fremgår det i dag af et forlig mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet (eksternt link), der via Nationalbanken har overtaget Roskilde Bank.

Ombudsmand: Roskilde-kunder blev snydt 

De berørte kunder kan dermed se frem til at få udbetalt en erstatning på 60 pct. af deres investering fra kassen i statens oprydningselskab, der i dag har selvsamme Henrik Bjerre-Nielsen som direktør.

Mener du, at det er fair, at der er en erstatning til aktionærerne?

"For os er det er spørgsmål om, hvad vi tror domstolene ville nå frem til. Det, kan man så sige, er et udtryk for retfærdighed. Det her er resultatet af en forhandling, hvor forbrugerombudsmanden har varetaget forbrugernes interesser, og vi har forsøgt at varetage statens afviklingsinteresser," siger Henrik Bjerre-Nielsen til FinansWatch.

Tusindvis af Roskilde Bank-kunder kan få erstatning 

Regning til staten

Fordi staten overtog Roskilde Bank i en anden model end med de fleste andre krakbanker, hæfter Finansiel Stabilitet nemlig direkte for bankens synder. Og dermed falder regningen fra Roskilde Bank altså over på skatteyderne.

Dermed bliver hullet efter Roskilde Bank bare større, men den samlede forretning mellem staten og bankerne tyder dog stadig på et overskud, mener Bjerre-Nielsen.

Regningen for Roskilde Banks snyd falder vel direkte på staten?

"Det kan man jo sige. Samlet set tror vi stadig på, at vi under ét får overskud på den generelle statsgaranti, men det er korrekt, at underskuddet på Roskilde Bank isoleret set bliver større i denne sammenhæng," siger Henrik Bjerre-Nielsen.

Roskilde-aktionærer glæder sig: Vi havde nær givet op 

Hvor meget regner I med at tabe på forliget?

"Der er blevet solgt aktier for 370 mio. kr., så med 60 pct. i erstatning er vores maksimale tab 220 mio. kr. Nærmere kan vi ikke komme det endnu, men jeg kan sige så meget, at vi allerede har hensat til erstatningerne i vores halvårsregnskab."

Erstatningssager for bankkrak vokser til 3 milliarder

Ingen paralleller

Forskellen mellem overtagelsesmetoden i Roskilde Bank og andre banker betyder også, at sagen formentlig ikke bliver fulgt af andre, lignende sager, mener Bjerre-Nielsen.

Ser du nogle paralleller mellem denne sag og andre - I har jo for eksempel også en erstatningssag om Amagerbanken mod jer?

"Nej, der er ingen paralleller. Som forbrugerombudsmanden også siger, så er den her sag i særklasse blandt de banker, vi har med at gøre."

Amagerbanken bad om nedskrivningsløfte fra staten 

Der er mulighed for, at erhvervskunder med aktier eller andre aktionærer, der er blevet udelukket fra erstatningen, kan anlægge sag mod jer i de næste 24 uger. Forventer i nogen sager?

"Nej, det gør vi ikke. Vi kan selvfølgelig ikke vide det, men vi anser det for usandsynligt, at der skulle komme sager, hvor man vil kunne få medhold ved domstolene," siger Henrik Bjerre-Nielsen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også