250 til sidste samtale i Danske Bank

En flig af Danske Banks spareplan bliver rullet ud i dag, når 250 ansatte bliver fyret.
AF JANNICH BRINCH, epn.dk

Omtrent 250 medarbejdere har i dag sidste arbejdsdag Danske Bank.

Banken tog tirsdag klokken 9 hul på den svære opgave at fortælle 250 ansatte, at de ikke længere har et job i landets største bank.

Det er primært bankens stabsfunktioner, der bliver skåret ned på. Det betyder, at afskedigelserne hovedsageligt falder i København, Odense, Vejle og Aarhus.

"Medarbejderne - eller medlemmerne som jeg kalder dem - bliver kaldt ind til samtale klokken 9, hvor der er en tillidsmand og en chef til stede, og så får man besked på, at man ikke længere er ansat. Langt de fleste bliver fritstillet fra i dag," fortæller kredsformand for Danske Kreds Steen Lund Olsen til epn.dk.

Mat stemning

Fyringsrunden er en del af en større spareplan, der på længere sigt skal medvirke til at bringe Danske Banks indtjening på omgangshøjde med de øvrige storbanker i Norden.

Senest lancerede bankens nye topchef, Thomas F. Borgen, en spareplan på 1 mia. kr. i forbindelse med aflæggelse af regnskabet for tredje kvartal, og selvom langt fra alle pengene skal findes gennem afskedigelser, så er den slags svært fordøjelig for de ansatte, der kan blive ramt af en fyring.

"Der er en mat stemning blandt de ansatte. Måske også en følelse af afmagt. Man vil selvfølgelig gerne medvirke til at få banken op i gear igen, men det ligger hele tiden i baghovedet, at vi skal være færre, og det rammer nogle hårdt," siger Steen Lund Olsen

Flere runder forude

Paradoksalt nok er dagens afskedigelser et led i en tidligere spareplan, og derfor er dagens fyringsrunde formentlig næppe den sidste, som de mange tusinde ansatte i Danske Bank har udsigt til.

"Vi har ikke konkrete meldinger på, at der skal skæres flere væk. Men banken har meldt ud, at den mener, at vi skal være færre," siger Steen Lund Olsen.

Ifølge Finanswatch er der mere end 5.000 mand ansat i det, der kaldes "group functions" i Danske Bank.

En logisk konsekvens

Angiveligt falder fyringerne i dag inden for økonomi, finans, jura, administration og HR, mens der også vil være afskedigelser blandt medarbejdere, der arbejder med it. Blandt de afskedigede findes angiveligt også flere tillidsfolk.

Ifølge Finanswatch er dagens afskedigelser en logisk konsekvens af et dalende aktivitetsniveau. Danske Bank er ikke længere en "opkøbsbank" - i stedet har man fokus på at holde omkostningerne nede.

Hos Finansforbundet får man nu travlt med at hjælpe de berørte eks-ansatte videre.

"Det er blevet sværere at finde nyt, fordi det også går dårligt uden for finansbranchen. Men vi oplever, at finansansatte er attraktive på arbejdsmarkedet. Det er medarbejdere, som man anser for at have gode kvalifikationer," fortæller Steen Lund Olsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også