Ugebrev: Danske og Sydbank vindere i 2015

Danske Bank og Sydbank vil i 2015 stå som vinderne blandt de større danske børsnoterede banker, vurderer aktieanalytikerne.
AF RITZAU FINANS

Det skriver Aktieugebrevet.

"Men de to banker vinder på forskellige måder: Danske Bank vil frem for alt præstere fremgang i de samlede indtægter, mens Sydbank vil præstere størst fremgang i resultatet, skriver ugebrevet med baggrund af analytikerestimater," indsamlet af analysefirmaet Factset.

Undersøgelsen dækker kun de større børsnoterede danske banker og således ikke svensk-ejede Nordea og Handelsbanken, der har haft stor fremgang på det danske marked de senere år.

Selvom bankernes marked overordnet set vil være trægt, renteniveauet lavt og den økonomiske vækst i Danmark begrænset vil især Danske Bank alligevel kunne vokse.

"Banken vil skille sig ud fra sine større danske konkurrenter med en toplinje - de samlede indtægter - der vil stige 12 pct. fra 2013 til 2015," anfører ugebrevet.

Betydelig fremgang

Man skal i den forbindelse huske på, at Danske Bank-koncernen omfatter aktiviteter i Norge, Sverige og Finland, hvilket kan forklare en del af den ventede vækst i Danske Bank.

Analytikerne - set under et - venter tilsyneladende ikke, at Danske Bank i 2015 kan nå sin målsætning om en egenkapitalforrentning på 12 pct.

"Selv når man tager udgangspunkt i egenkapitalen medio 2013 og ikke i den øgede egenkapital, der sandsynligvis vil være til rådighed i 2015," skriver ugebrevet, der også fremhæver, at analytikerne faktisk venter, at de øvrige større danske banker i 2015 vil kunne forrente deres egenkapital bedre end Danske Bank.

"Især Sydbank skønnes i de kommende år at kunne præstere en betydelig resultatfremgang, der i hovedtræk vil bygge på lavere nedskrivninger og omkostninger," oplyser ugebrevet, men også Ringkjøbing Landbobank vil gøre det godt.

Med en overordnet solid resultatfremgang i de danske banker vil en række af bankerne imidlertid igen blive solide udbyttemaskiner, fremgår det af analytikernes forventninger.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også