Konservative bøjer sig i SIFI-forhandlinger

Efter at have truet med veto og stejlet over regeringens hastværk med at få indført de nye skrappe krav til landets største banker, er de konservative nu klar på et forlig i denne måned.

Der blev lovet bål og brand fra de konservative, hvis ikke SIFI-kravene blev både udskudt og lempet, men nu er udmeldingen fra erhvervsordfører Brian Mikkelsen en ganske anden.

Både over for Bloomberg og Jyllands-Posten siger han, at man nu forventer at have forhandlet et forlig på plads inden for de næste par uger.

"En aftale kan falde på plads i september, men rejseforpligtelser kan dog udsætte det til oktober. Uanset hvad, så vil aftalen blive lukket og det kan omsættes til lovgivning inden udgangen af året," siger Brian Mikkelsen til Bloomberg.

Meldingen kommer efter en heftig ordkrig, hvor det tidligere regeringsparti truede med at nedlægge veto i forhandlingerne, som man antog skulle foregå i forligskredsen bag bankpakkerne.

Ny minister mere positiv

Socialdemokraternes erhvervsordfører Benny Engelbrecht truede efterfølgende med at indgå forlig med Enhedslisten i stedet, hvilket blot fik partiet og støtterne i Venstre til at spy endnu mere ild.

Først med den ny erhvervsminister Henrik Sass-Larsens udmelding om, at jo, et forlig med Enhedslisten kunne så udmærket godt være en mulighed, kom der mere ro i rækkerne. Og nu melder De Konservative sig altså klar til at gennemføre SIFI-lovgivningen hurtigst muligt.

Brian Mikkelsen understreger dog over for Bloomberg, at udsigterne til at få nogle konservative krav igennem har ændret sig markant, siden Henrik Sass-Larsen satte sig i forhandlingsstolen.

"Han virkede positiv over for at indgå en aftale med vores side," siger erhvervsordføreren til nyhedsbureauet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også