Regnskab: Sydbank bedre end forventet

Sydbanks basisresultat er nogenlunde som forventet af markedet, men på bundlinjen lander Aabenraa-banken et væsentligt bedre resultat end forventet af analytikerne. Sydbank fastholder forventningerne. (Opdateret)

Stærkt faldende nedskrivninger og et beholdningsresultat langt bedre end i samme periode sidste år giver et ordentligt skub fremad for Sydbank, der dermed kan notere en markant bedre lønsomhed sammenlignet med halvårsregnskabet for 2012.

Sydbank kan fremvise en indtjening på ikke mindre end 384 mio. kr. i årets første 6 måneder - det skal holdes op mod 115 mio kr. i samme periode sidste år. Det er opmuntrende tal fra Sydbank, der en del gange de seneste år har skuffet investorerne på regnskabsdagen - men i dag lander man altså en indtjening en del bedre end forventet.

Tallene fra Sydbank indeholder elllers ikke de store brag - hvis man altså ser bort fra de kraftigt faldende nedskrivninger, de er faldet med mere end 30 pct. til 674 mio. kr., og så beholdningsresultatet der brager frem med 125 pct. til 284 mio. kr.

Ser man på både bankens basisindtjening og handelsindtjening, ja så er det faktisk en lille pil ned i forhold til første halvår 2012 - der er tilbagegang på begge poster på 4 pct.

Svagt faldende udlån

Sydbanks renteindtægter på koncernniveau er nede med 270 mio. kr. - i 1,8 mia. kr. - til gengæld er renteudgifterne også kraftigt reduceret, således at nettorenteindtægterne næsten holder stand i underkanten af 1,5 mia. kr. Til gengæld har Sydbank haft fremgang på gebyr- og provisionsindtægterne, her ligger man 23 mio. kr. højere end i første halvår 2012 på 739 mio. kr. Samlet er nettorente- og gebyrindtægterne nede med godt 50 mio. kr. i 2,145 mia. kr.

På kursreguleringerne har Sydbank fremgang med 117 mio. kr. til 344 mio. kr., mens udgifterne til personale og administration er faldende med 26 mio. kr. til knap 1,2 mia. kr.

På balancen er det værd at hæfte sig ved, at Sydbanks udlån fortsat skrumper - dog er faldet begrænset i årets første seks måneder. Her har man mistet udlån for godt 350 mio. kr. og lander på 67,8 mia. kr. ved halvåret. Dog et udlånet steget, hvis man går 12 måneder tilbage - men her skal man tage med, at Sydbank overtog Tønder Banks lånebog sidste efterår.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også