Regnskab: Største kundetilgang nogensinde hos Spar Nord - men udlånet falder

Spar Nord fastholder forventningerne i halvårsregnskabet, der er domineret af gode takter fra købet af Sparbank og faldende nedskrivninger i andet kvartal - men også af et udlån, der ikke vil som banken.
af KASPER KRONENBERG, CHRISTIAN SEHESTED

Kunderne strømmer ind. Overskuddet vokser. Fusionen med Sparbank giver flere plusser end minusser i regnskabet. Men udlånet vil - trods de nye kunder - bare ikke stige.

Og det er da også den eneste streg, Spar Nords adm. direktør Lasse Nyby selv kan få øje på i regnskabet for første halvår af 2013, der ender med et plus på 332 mio. kr. før skat mod 149,7 mio. kr. i samme periode af 2012.

"Bundlinjen er den stærkeste siden før finanskrisen, vores indtægter stiger, omkostningerne er under kontrol, og vores nedskrivninger er faldende. Det sidste er rigtig glædeligt set i lyset af, at Finanstilsynet i foråret gennemførte sin ordinære inspektion i banken. Tilsynet er med andre ord komfortable med vores nedskrivningspraksis og -niveau, hvilket vi selvfølgelig er rigtig godt tilfredse med. Det eneste forhold i regnskabet, som kan give anledning til en vis bekymring, er, at vores udlånsvolumen set over årets første seks måneder bevæger sig en smule i den forkerte retning – selv om vi har fået 9.000 nye kunder netto," skriver direktøren i halvårsregnskabet.

Nedskrivningerne falder

Bankens udlån er nu på 37,7 mia. kr. mod 38 mia. kr. ved udgangen af første kvartal og 39,1 mia. kr. ved udgangen af 2012. Banken fik dog ca. 6,5 mia. kr. ind på udlånsfronten fra fusionen med Sparbank, hvilket sammenlagt med udlånet for første halvår af 2012 - inden fusionen - giver et udlån på lige under 41 mia. kr.

Resten af regnskabet er man altså godt tilfredse med i Spar Nord; basisindtægterne stiger således med 15 pct. til 1,4 mia. kr i forhold til før fusionen med Sparbank, drevet af solide stigninger på både renteindtægterne og gebyrer. Samtidig stiger omkostningerne med 13 pct., og dermed har man allerede et år efter fusionen tilsyneladende kunne skabe en margin på overtagelsen af Sparbank.

Nedskrivningerne lander på 203 mio. kr., og er faldet fra 109 mio. kr. i første kvartal til 95 mio. kr. i andet. Samtidig ligger de markant under de nedskrivninger på 326 mio., Spar Nord selv havde i halvåret inden fusionen.

Bankens solvensprocent er nu på 16,8 pct. mod et behov på 10,1 pct., mens kernekapitalen lander på 13,4 pct.

Spar Nord fastholder sine forventninger om et resultat før nedskrivninger på mellem 1 og 1,1 mia. kr., og nedskrivninger i niveauet 1 pct. af udlånet - hvilket da også er ret præcist, hvor man ligger for første halvår.

 

Opdateret

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også