Sigtet bank undrer sig over myndighederne

Timingen af sigtelsen mod Danske Andelskassers Bank undrer bankens topledelse.

Hvorfor lige nu, og hvorfor først nu?

Sådan lyder spørgsmålet fra Danske Andelskassers Banks ledelse til Bagmandspolitiet, efter banken i går blev sigtet for kursmanipulation med egne aktier i løbet af sommeren og efteråret 2011.

Sigtelsen kommer efter en sommer, hvor bankens metoder ved salg af aktier til sine egne kunder i forbindelse med børsnotering i sommeren 2011 har været under hård kritik.

Anegrethes aktier blev skjult i billånet 

Andelsbank erkender ulovligheder

Og timingen huer på ingen måde bankens ledelse:

"Danske Andelskassers Bank vil som nævnt samarbejde fuldt ud med myndighederne om at afklare sagen, men banken undrer sig over det langstrakte tidsforløb i myndighedernes behandling og tidssammenfaldet med den række af kritiske - i høj grad fejlbehæftede - artikler, Morgenavisen Jyllands-Posten har bragt henover sommeren og Finanstilsynets undersøgelse i den forbindelse," skriver bestyrelsesformanden og direktøren i den fælles kommentar, hvor de altså peger på, at tilsynets spørgsmål til deres market maker-program kom helt tilbage i vinteren 2011.

Kritikken går altså dels på myndighedernes timing, men også på Jyllands-Postens afdækning af Danske Andelskasser Banks metoder til salg af egne aktier. En kritik, der undrer på avisen:

"Hvis Jyllands-Posten begår fejl, retter vi prompte. Danske Andelskassers Bank har igennem de seneste måneder på intet tidspunkt kontaktet mig eller på anden vis påvist faktuelle fejl i forbindelse med avisens artikelserie om DAB's børsnotering. Men at skyde mod budbringeren er jo et velkendt kommunikationskneb, når en virksomhed ønsker at fjerne fokus fra dens egne dokumenterede fejltagelser, " skriver chefredaktør Steen Rosenbak, Morgenavisen Jyllands-Posten, i en mail til FinansWatch.

Formand tavs om ledelsesansvar 

16 spørgsmål til udskældt bankdirektør

Bankdirektør: Meget hviler på misforståelser

Forløbet fra Finanstilsynets politianmeldelse og frem til sigtelsen har ifølge FinansWatch's oplysninger taget godt et år, og DAB er dermed blevet behandlet markant hurtigere end for eksempel Vestjysk Bank, der for nylig blev sigtet for forhold fra 2008.

Men for banken er der altså tale om et forløb, hvor timingen undrer:

"Sigtelsen vedrører perioden 7. juli 2011 til 3. november 2011. Danske Andelskassers Bank blev den 7. juli 2011 optaget til handel og notering på NASDAQ OMX Copenhagen, og som beskrevet i bankens prospekt af 7. juni 2011 ville banken ”sørge for, når og i det omfang gældende lovgivning tillader det, at der på NASDAQ OMX Copenhagen som minimum stilles købs- og salgspriser indenfor et vist kursspread”. Banken ønskede med andre ord at sikre, at investorer, der ønskede at købe eller sælge bankens aktier, havde mulighed for dette," skriver bankens to topfolk og fortsætter:

"Den 8. december 2011 blev banken kontaktet af Finanstilsynet, der havde konstateret, at banken over en længere periode havde foretaget opkøb af egne aktier og bl.a. ønskede oplyst, hvordan banken sikrede, at kursdannelsen for disse aktier skete på markedsvilkår. Dette svarede banken på den 22. december 2011, og der løb efterfølgende en korrespondance med Finanstilsynet frem til marts 2012. Den 7. august 2013 er banken af Bagmandspolitiet blevet orienteret om, at banken - på baggrund af en anmeldelse fra Finanstilsynet - er sigtet for i perioden fra den 7. juli 2011 til den 3. november 2011 at have købt egne aktier til for høj en kurs med den hensigt at holde kursen kunstigt oppe."

 

Opdateret 11:40 med kommentar fra Jyllands-Posten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også