Danske Bank mister 9 pct. af udlånet til storkunderne

Danske Banks aktiviteter rettet mod institutionelle og storkunder må se en tilbagegang på 50 pct. på resultatsiden i første halvår. Handelsindtægterne er hårdt ramt og udlånet er under pres. Men banken erklærer sig godt tilfreds med den overordnede udvikling.

Danske Banks forretningsben, der dækker over aktiviteterne mod de absolut største samt de institutionelle kunder, Corporates & Institutions, oplever en markant tilbagegang i første halvår på indtægtssiden, omkostningerne er stigende og udlånet faldende. Til trods for det erklærer man sig i halvårsregnskabet godt tilfredse med den overordnede udvikling.

Danske Bank Corporate & Institutions anfører, at specielt første kvartal sidste år var helt ekstraordinært med meget store indtægter på handelssiden, og derfor kan man ikke sammenligne det nuværende indtægtsniveau med sidste års unormalt høje volumen.

"Indtægter i alt på 4,5 mia. kr. i 1. halvår 2013 var tilfredsstillende på trods af et fald på 32 pct. i forhold til de ekstraordinært høje indtægter i samme periode i 2012. Hovedårsagen til de meget høje indtægter i 1. halvår 2012 var Market Makings evne til at drage fordel af den positive stemning på markederne efter den europæiske centralbanks lancering af LTRO-programmerne," står der i halvårsrapporten.

Udlånet dykker

Samlet er indtægterne i forretningsområdet gået 32 pct. tilbage i første halvår til 4,5 mia. kr.

Omkostningerne er samtidig steget med 3 pct. til 2,24 mia. kr.

Udlånet er faldet med 9 pct. til 155,2 mia. kr. - et dyk over 12 måneder på godt 14 mia. kr.

Til gengæld bevæger nedskrivningerne sig i den rigtige retning - de er faldet med 42 pct. til 311 mio. kr.

Samlet er resultatet før skat halveret til knap 2 mia. kr. i første halvår.

Corporate & Institutions noterer selv med stor tilfredshed, at man har haft rigtig godt fat i markedet omkring udtedelsen af erhvervsobligationer, der ser ud til at have fået et gennembrud herhjemme.

Voksende interesse

"Udviklingen hen imod større uafhængighed af traditionel bankfinansiering og en stigning i kapitalmarkedsfunding fortsatte i første halvår, hvor der var voksende interesse for obligationsudstedelser hos erhvervskundesegmentet. Vi tog yderligere initiativer til at styrke vores ekspertise inden for dette område og vandt en række vigtige mandater. Blandt dem var rollen som sole bookrunner på en af de første udstedelser af virksomhedsobligationer i danske kroner, som blev efterfulgt at to udstedelser på 1,0 mia. kr. i juni. Udstedelserne understregede Danske Banks position som førende inden for håndteringen af erhvervsobligationsudstedelser i danske kroner," skriver banken i regnskabet.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også