Kunde: Postnummer bag afslag i Danske Bank

Skuffet private banking-kunde forlader Danske Bank, fordi Realkredit Danmark afviste et finansieringstilsagn. Årsagen var, at erhvervsejendommen lå i postnummer 5631 på Vestfyn. Samme kreditpolitik i alle postnumre siger RD's direktør.

”Jeg er stadigvæk sur over det”.

Sådan siger Stig Nør Larsen, medejer af og direktør i den Fredericia-beliggende virksomhed DGtek, der står for Dansk Gasanalyse Teknik. Virksomheden har eksisteret i 20 år og har ifølge Stig Nør Larsen alle dage kørt med overskud, og givet et fornuftigt afkast til ejerne. Han er vred på Danske Bank, fordi banken afviste at stille med et finansieringstilsagn i forbindelse med etableringen af en ny virksomhed. Han kan godt leve med at få et nej – men han finder forklaringen på afslaget helt uacceptabel.

Historien med Stig Nør Larsen tager sådan set ikke slet sit udgangspunkt i den føromtalte virksomhed i Fredericia. Vi skal længere mod syd. Og lidt længere østpå. Helt bestemt ned til den lille idylliske ø i Lillebælt, Helnæs, der hører under postnummer 5631. Og det er dybest set en historie om postnumre. Om at hvis man driver virksomhed fra bestemte postnumre, så kan man ikke få lån hos Realkredit Danmark. Uanset hvor stærk en case man måtte stå med.

Galt med postnummeret

Sådan lyder vurderingen under alle omstændigheder fra Stig Nør Larsen, der udelukkende fik den forklaring fra sin private banking-rådgiver i Danske Bank, at det var postnummeret den var gal med. Ikke investeringscasen.

Hos Danske Banks realkreditselskab, Realkredit Danmark, kan direktør Carsten Nøddebo ikke genkende udlægningen fra Stig Nør Larsen. Han kan og må ikke kommentere specifikke kundesager, men siger til FinansWatch, at kunder i alle postnumre i landet behandles fuldstændig ens.

"Jeg vil gerne skære ud i pap, at vi har nøjagtig den samme kreditpolitik i hele landet. Der er de samme kriterier for kunderne i hele landet. Naturligvis er der lokale forhold, der spiller ind, men der bliver lavet en konkret kreditvurdering alle steder. Og kriterierne er de samme," siger Carsen Nøddebo.

Stig Nør Larsen mener dog, at han aldrig fik en reel chance for at skrue en aftale sammen.

Ifølge ham handler det ikke om, hvorvidt man som låntager kan stille en sikkerhed. Eller om man har vidst, at man er en god kunde. Og måske endda også har bevist, at man er dygtig til at drive virksomhed. Nej, når alt kommer til alt, så er essensen, at der er visse områder i Danmark, hvor det Danske Bank-ejede Realkredit Danmark ikke ønsker at stille finansiering til rådighed.

”Min private banking-rådgiver sagde, da jeg brokkede mig i telefonen over deres afslag, at der slet ikke var noget at gøre. Det var ligegyldigt, om jeg endda kunne stille 1,6 mio. kroner kontant i sikkerhed for min låneansøgning på de 1,6 mio. kr. ”Jeg kan simpelthen ikke taste dit lånebehov ind i mit system, fordi dit postnummer står i vejen,” sagde han til mig.”

Flyttet alle engagementer

Sådan siger Stig Nør Larsen, 46, til FinansWatch. Han har som en konsekvens af den dårlige behandling, han føler, han har fået af Realkredit Danmark og Danske Bank, flyttet alle sine engagementer hos Danske Bank til Vestfyns Bank, som er en solid, børsnoteret lokalbank med hovedsæde i Assens på Vestfyn.

”Da jeg efter en uge fik svar fra Vestfyns Bank, at de godt ville stille en finansieringsgaranti for mig, så flyttede jeg alle mine engagementer ud af Danske Bank, hvor jeg blandt andet var private banking-kunde. Banken stillede mig jo reelt over for det valg, at hvis jeg skulle opnå den ønskede finansieringsgodkendelse, så skulle jeg skifte postnummer – altså flytte. De gad jeg selvfølgelig ikke, så jeg skiftede bank,” siger han.

Kort fortalt så er historien, at Stig Nør Larsen ved siden af sit daglige arbejde hos DGtek har et ønske om at stifte en ny mindre virksomhed, der skal udvikle og sælge nogle eksklusive reoler. I den forbindelse skal han bruge et show-room, så de nye produkter kan tage sig så godt ud som muligt. Heldigvis har Stig Nør Larsen ved siden af sin private bolig også købt et nedlagt husmandssted, som er nabogrunden til der, hvor han bor privat på Helnæs. En del af husmandsstedet er en flot gammel lade bygget af gamle kampesten, så Stig Nør Larsen beslutter, at han vil ombygge laden, så den kan fungere som showroom.

Troede det var en formsag

”Det er den bedste løsning for os, fordi det er så tæt på vores hjem. Det er et fritids-projekt, så kan vi passe det, fordi det ligger lige ved siden af huset,” siger Stig Nør Larsen.

De ønsker bl.a. at søge LAG-midler, som er en offentlig tilskudsordning, der støtter projekter i udkantsdanmark. Men for at kunne hente støtte der, så skal de have rest-finansieringen på plads i form af et lånetilsagn. Det tænker Stig Nør Larsen er en formsag, og han kontakter sin bankrådgiver i Danske Bank, der indleder en dialog med Realkredit Danmark, da der er tale om realkreditfinansiering til en erhvervsejendom. Og det er her, at tingene begynder at gå skævt.

Meldingen er med det samme fra Realkredit Danmark, at det ikke kan lade sig gøre, da ejendommen ligger i postnummer 5631. Det undrer Stig Nør Larsen, der siger, at han sådan set godt vil stille sine aktier i DGtek som sikkerhed for finansieringstilsagnet.

”Jeg tænker, at selvfølgelig kan det lade sig gøre, jeg skal nok bare stille en form for sikkerhed, og det er jeg også indstillet på. Jeg har jo brug for det her finansieringstilsagn, fordi jeg først kan få del i LAG-midlerne i det øjeblik at jeg har et finansieringstilsagn fra RD,” siger han.

"Mig den er gal med"?

Men RD holder fast, de kan ikke hjælpe, uanset hvordan man ønsker at skrue lånepakken sammen – og uanset hvad der kommer på bordet af sikkerheder. Det er postnummeret, der er problemet.

”Jeg tager så fat i nogle andre banker, og efter en uge vender Vestfyns Bank tilbage og siger OK, efter de har set budgettet, og de vil godt være med. Så jeg får et finansieringstilsagn på 1,6 mio. kr., som jeg kan sende med min ansøgning til LAG. Det betød meget for mig, at jeg fik det tilsagn, for man begynder jo at tænke, om man selv er galt på den,” siger Stig Nør Larsen til FinansWatch.

Var problemet, at det var dine aktier, du stillede som sikkerhed? Måske Realkredit Danmark vurderede, at det aktiv var for illikvidt?

”Det sagde de ikke noget om. Som sagt var meldingen, at det slet ikke kunne lade sig gøre, p.g.a. det postnummer som ejendommen på i. Og helt ærligt så blev jeg sur over det. Det, synes jeg, er useriøst, at man ikke vurderer det konkrete projekt og kreditværdigheden hos den, der står bag projektet,” siger han.

Han har været Danske Bank-kunde siden han – som han formulerer det – havde en Pondus-sparegris i det, der dengang hed Provinsbanken.

Dårlig behandling

”Jeg synes, det er en dårlig måde at behandle sine kunder på. De ville heller ikke låne mig penge, da jeg købte DGtek tilbage i 2005. Der måtte Nordea hjælpe mig. Danske Bank kom så to år efter, da vi havde fået gælden væk, og ville godt have os som kunder. Men det ønskede virksomheden naturligvis ikke, det er jo i nøden, at man kender sine rigtige venner,” siger Stig Nør Larsen til FinansWatch.

FinansWatch har spurgt Carsten Nøddebo, om det er Stig Nør Larsen, der har misforstået noget, når han har fået det indtryk, at det er hans postnummer, der blokerer for et finansieringstilsagn?

"Jeg kan ikke kommentere på den specifikke sag, men vi har simpelthen ikke postnumre, som vi ikke vil låne ud til."

Men det er vel fair nok, hvis I er særlig forsigtige i visse områder af landet?

"Det er klart, at der er nogle klare regler for, hvordan vi skal værdifastsætte de ejendomme, som vores kunder ønsker at låne penge til. Der er simpelthen en værdifastsættelsesbekendtgørelse, som vi skal følge. Og når vi gør det, ja så spiller de lokale forhold da ind på, hvordan en ejendom bliver værdifastsat. Men regelsættet er det samme i alle postnumre," siger han.

Ingen dømmes ude på forhånd

Nøddebo forklarer, at reglen er, at der skal være en "flerhed af kyndige erhververe" - som i praksis er mindst to personer - der indenfor en periode på 6 måneder skal være villige til at betale den fastsatte pris.

"Og her er det klart, at den økonomiske aktivitet i området spiller ind, når man laver sådan en vurdering. Men vi dømmer ingen ude på forhånd. Vi laver en kreditvurdering."

Én ting er at I har samme kreditpolitik i hele landet, men derfor kunne det måske godt tænkes, at I har advaret jeres rådgivere mod at give lånetilsagn i særlige områder af landet?

"Sådan forholder det sig ikke. Med de kreditpolitkker, vi bruger, så bliver der automatisk taget højde for lokale forhold," siger Carsten Nøddebo til FinansWatch.

 

Masser af huse er usælgelige

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også