Østjydsk-direktør: Vi fører ingen fusionsforhandlinger

Østjydsk Bank arbejder ikke med andre muligheder end at videreføre banken som selvstændigt pengeinstitut.
AF RITZAU FINANS

Banken har i sit kvartalsregnskab fredag fremlagt et dundrende underskud på 242 mio. kr., der bringer solvensen under det individuelle solvensbehov. En færdig
redningsplan sikrer dog fremtiden som selvstændigt pengeinstitut, og der arbejdes i øjeblikket ikke med andre løsninger.

"Vi fører ikke fusionsforhandlinger med nogen. Men vi har samme holdning, som vi altid har haft, nemlig, at hvis der er nogen der gerne vil snakke med os, og det giver merværdi for vores aktionærer og medarbejdere, så er vi villig til at se på tingene. Men der ligger ikke, og ja det er egentlig et rimeligt spørgsmål at stille, konkrete fusionsforhandlinger fra vores side. Vi vil netop med den her plan vise, at vi kan komme tilbage som et solidt pengeinstitut," siger bankens direktør Max Hovedskov til Ritzau Finans.

Østjydsk Banks plan omfatter salg af tre filialer til Arbejdernes Landsbank. Desuden sælger Østjydsk Bank aktier i DLR Kredit for 100 mio. kr. til Arbejdernes Landsbank og Nykredit Realkredit. Arbejdernes Landsbank stiller også op med en garanti på 37,5 mio. kr. i forbindelse med en planlagt aktieemission
på 175 mio. kr., og Nykredit Realkredit tegner hybrid kernekapital for 50 mio. kr. Dertil kommer, at lokale investorer og andre investorer garanterer yderligere 52,5 mio. kr. af den planlagte emission. Dermed er Østjydsk Bank sikker på, at kunne køre videre.

"Vi kommer tilbage solvensmæssigt, for den plan, der ligger, gennemføres. Det kan godt ske, at vi ikke kan tegne alle 175 mio. kr. (i aktieemissionen, red), men selv med de 90 mio. kr., vil vi have en fornuftig solvens," forklarer Max Hovedskov, og forsikrer, at alt er på plads ud over den del af aktieemissionen, som ikke er garanteret.

Østjydsk Banks solvens vil med planens elementer blive forbedret til mindst 15 pct., hvis der ikke tegnes mere i emissionen, end den del Amagerbanken og investorer har garanteret. Bliver emissionen fuldtegnet stiger solvensen til 17 pct.

Ved udgangen af første kvartal lå Østjydsk Banks solvens på 8,7 pct., eller 3 pct.point under det individuelle solvensbehov, som Finanstilsynet har beregnet til 11,7 pct.

Bankens regningsplan er blevet til siden årsregnskabet, hvor Max Hovedskov blev udnævnt som ny bankdirektør, og skulle stå for bankens ledelse sammen med den hidtidige direktør Jens Vendelbo, indtil Jens Vendelbos fratrædelse. Som konsekvens af de store nedskrivninger på alene 342 mio. kr. i første kvartal og en generelt utilfredsstillende kreditstyring er Jens Vendelbo efterfølgende blevet fritstillet, fremgår det tillige af regnskabet, som Max Hovedskov er sat til at kommentere for banken.

Ritzau Finans: Hvorfor er det egentlig dig, der kommenterer regnskabet og ikke jeres bestyrelsesformand?

"Det er en periodemeddelelse - en ganske almindelig periodemeddelelse."

Ritzau Finans: Men det er jo ret vidtrækkende beslutninger i præsenterer.

"Ja, det er rigtigt. Men det er mig, der præsenterer det her."


/ritzau/FINANS

 

Mere:

Østjydsk redningsplan kræver vedtægtsændring

Østjydsk Bank i frit kurs-fald

Østjydsk-direktør: Nærmest en nærdødsoplevelse

Østjydsk Bank ignorerede tilsynspåbud i årevis

Østjydsk Bank trækker sig tilbage til lokalområdet

Tidligere direktør får skylden for insolvens i Østjydsk

Massivt underskud giver aktieemission og brandudsalg i Østjydsk Bank

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også