Riksbanken: Stærke banker skal polstres yderligere

De svenske storbanker er finansielt stærke, men har brug for mere polstring og modstandskraft på længere sigt. Det mener den svenske centralbank.
AF RITZAU FINANS

Riksbanken peger på sårbarheder i det svenske banksystem, som kan påvirke den finansielle stabilitet negativt på længere sigt.

Centralbanken erkender, at storbankerne - Handelsbanken, Nordea, SEB og Swedbank - har styrket deres indtjening og kun haft små tab på udlån. Samtidig er de fortsat stærkt kapitaliseret i forhold til mange andre europæiske banker og kan derfor let finansiere sig både i svenske kroner og udenlandsk valuta.

Dog ventes den svage økonomiske vækst i euroområdet fortsat at påvirke den svenske økonomi, og uro på de finansielle markeder kan komme til at øge bankernes nedskrivninger og give dem mindre adgang til markedsfinansiering.

Derfor er der behov for mere modstandskraft på sigt, skriver Riksbanken.

"Riksbanken anbefaler, at storbankerne fortsætter med at reducere deres strukturelle likviditetsrisici og sikre, at de har tilstrækkeligt med kapital til at håndtere eventuelle fremtidige tab og forstyrrelser på de finansielle markeder," skriver centralbanken.

Yderligere anbefaler den, at storbankerne åbner mere op omkring deres likviditetsrisici.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også